Stort er godt. Det gælder særligt i bilindustrien, og Volvo Personvogne har nu taget konsekvensen af dårlig lønsomhed på den ene af sine to samlefabrikker i Sverige. I 2013 lukker den lille fabrik i Uddevalla i Vestsverige.
Der bygges kun én model på fabrikken, C70 med metalfoldetag. Ifølge volvo-chef Stefan Jacoby undersøger Volvo nu, "hvornår og hvor" vi kan fortsætte med en ny cabriolet, når dagens model udgår. Hvilket logisk set må ske i 2013.
For lille til at blive økonomisk

Fabrikken har både været innovativ og haft et omtumlet liv.
Begyndte som Autonova
Den blev grundlagt i 1996 under navnet Autonova, efter at værftsindustrien i byen var lukket og Volvo i 1988-1993 kortvarigt havde forsøgt med sin egen fabrik i byen.
Det var den driftige skotte Tom Walkinshaw og hans firma TWR, der var drivkraften bag Autonova, mens Volvo ejede 49 procent.
I 1999 overtog Volvo – efter en åben konflikt med Tom Walkinshaw - fabrikken helt for atter at sælge godt halvdelen til Pininfarina i 2003. Volvo opsagde i marts det samarbejde med virkning fra 2013, og det var åbenbart optakt til en egentlig lukning.
Gruppearbejde på bilfabrikken
Autonova var nyskabende ved til dels at afskaffe det traditionelle samlebånd og det meget ensformige arbejde.Fabrikken byggede dog videre på samme tankegang fra en anden Volvo-fabrik, der åbnede i Kalmar i 1974, men som for længst er lukket.
Bilarbejderne arbejdede i mindre grupper, der havde selvstændighed til at dele arbejdsfunktionerne og til at tilrettelægge arbejdet.
Dårlig kvalitet
Arbejderne var glade, men fabrikken havde også et stort sygefravær og i den første tid dårlig kvalitet.
Selv om eksperiment-fabrikken snart lukker, er de gode erfaringer fra Autonova overført til Volvos øvrige fabrikker.