Der er mange godbidder at se på, når årets store danske biludstilling, Biler for Alle, åbner i Herning 21. oktober.
Udstillingen er nemlig ikke bare en forhandlerudstilling, men bakkes op af mærkernes danske importører, og de har gjort sig umage med at skaffe helt friske nyheder, der i mange tilfælde ellers først dukker op i Danmark næste år.VW Up i god tid
Det gælder bl.a. den nye VW Up, som kommer til Danmark til marts. Den gennemgribende nye model kommer – sammen med sine søskende Skoda Citigo og Seat Mii – til at sætte dagsordenen i mikroklassen næste år.
I Herning vises den tredørs Up, mens Skoda’en og Seat’en ikke er med i Herning. De – samt den femdørs Up – kommer hen mod sommerferien.
Prisen for Up har hidtil været gætværk – omkring 100.000 kr. – men VW har lovet at offentliggøre prisen lige inden åbningen af Biler for Alle.
VW viser også den nye Beetle i Herning.
Civic og Rio
Den nye Honda Civic vises på Biler for Alle som et af de første steder efter verdenspremieren på Frankfurt-udstillingen i september. Bilen lanceres i Danmark sidst i januar, og Honda har lovet at offentliggøre priserne under udstillingen i Herning – inklusive en leasingpris.
Danmarkspremiere er der også på den nye Kia Rio. Her finder forhandlerintroduktionen dog sted allerede første weekend i november. Rio udstilles som femdørs og med benzinmotor. Diesel og tredørs kommer i løbet af foråret 2012.
Faceliftet Avensis og kæmpe-Prius
Den kraftigt faceliftede Toyota Avensis kigger også forbi biludstillingen i Herning – men kun den første af de to udstillingsweekends. Her er der mulighed for et smugkig på firma- og familiebilen i den opdaterede udgave flere måneder før lanceringen til januar.Toyota viser også verdens første syvpersoners hybrid, Prius+, som er en kraftig forstørret udgave af den almindelige Prius. Prius+ kommer til Danmark ”næste år”, formentlig hen på eftersommeren.
Mazdas kompakte SUV
Mazdas første kompakte SUV, CX-5, kan for første gang opleves på dansk grund under ”Biler for Alle”. Mazda CX-5, der introducerer Mazdas nye letvægtskonstruktion og nye motorteknologi, kommer til salg i foråret 2012. Derfor kendes priser og modelprogram endnu ikke. Mazda viser også den opdaterede Mazda 3.
Halv pris til FDM-medlemmer
Da en del bilmærker ikke er med på udstillingen, må man bl.a. undvære at se Mini Coupé og Range Rover Evoque. BMW og Ford er heller ikke med, men den nye 1-serie og den nye Focus er udstillet på Årets Bil-standen.
FDM-medlemmer får mod forevisning af FDM-medlemskort 50 pct. rabat på entrebilletten de to fredage under udstillingen. Det vil sige at en voksenbillet så koster 45 kr. i stedet for 90.