BMW giver Triumph nyt liv – måske…

Det klassiske engelske bilmærke Triumph er muligvis på vej tilbage. BMW har nemlig atter registreret Triumph-navnet som varemærke til blandt andet biler.

Triumph huskes i dag mest for de klassiske TR-sportsvogne fra 50erne, 60erne og 70erne – som denne TR6 PI fra 1970.
Nyt om biler

Efter 28 år ude i mørket er det klassiske engelske bilmærke Triumph muligvis på vej til et comeback. I hvert fald har BMW, der ejer rettighederne til navnet, atter registreret Triumph som varemærke til både biler og en lang række andre produkter.

Triumph, som blev stiftet i 1885, begyndte at bygge biler i 1921 og huskes i dag især for en række sportsvogne fra 50erne, 60erne og 70erne. Men mærket forsvandt i 1984, da den Honda-baserede Triumph Acclaim, der aldrig solgtes i Danmark, udgik af produktion.

Da BMW i 1994 overtog den nu krakkede Rover-koncern, fulgte både Triumph-navnet og en række andre hedengangne britiske bilnavne som Austin, Morris, Riley og Wolseley med – og tyskerne beholdt flere af dem, da Rover atter blev solgt i 2000.

Ikke kun til biler

Det klassiske Triumph-logo er måske på vej tilbage.
Det klassiske Triumph-logo er måske på vej tilbage.
Endnu forlyder der ikke noget om, hvad BMW rent faktisk vil bruge rettighederne til – biler er en mulighed, merchandise en anden og måske mere sandsynlig. Andre bilmærker, ikke mindst Ferrari, tjener store millionbeløb på at sælge alle mulige varer som officielt merchandise, og ifølge britiske medier kan BMW nu bruge Triumph-navnet på alt fra beklædning over ure og lædervarer til julepynt.

Det er i øvrigt ikke første gang, der florerer rygter om en genoplivning af Triumph. For nogle år siden forlød det således, at en Mini-baseret roadster skulle markedsføres som en Triumph, og dengang ville BMW ifølge det britiske blad Autocar hellere satse på Triumph-navnet end på MG, ikke mindst fordi Triumphs klassiske TR-sportsvogne i sin tid solgte bedre end MG-konkurrenterne på det vigtige USA-marked.

Sportsvogne mest sandsynlige

Men Mini-forhandlerne, der skulle sælge bilen, brød sig ikke om ideen, og i sidste ende satte den økonomiske krise en stopper for den kostbare introduktion af et ’nyt’ bilmærke. En række sportsvogne på Mini-basis, der kan tage tråden op fra TR-modellerne, anses dog stadig for det mest sandsynlige, hvis Triumph skulle genopstå som bilmærke.

De kendte britiske Triumph-motorcykler har i øvrigt ikke noget med sagen at gøre – Triumph solgte nemlig sin motorcykelproduktion fra allerede i 1936.