At en brugt bil ikke altid er lige så nysynet, som forhandleren giver udtryk for, har mange bilkøber gennem tiden måtte sande.
Nu bliver det imidlertid nemmere at tjekke, hvor nysynet bilen man overvejer at købe rent faktisk er – inden man skriver slutsedlen under.
FDM: Godt med synlighed
Det er Trafikstyrelsen, der står bag det nye tiltag. Styrelsen har nemlig åbnet en hjemmeside, hvor det er muligt at se hele bilens synshistorik inklusive eventuelle anmærkninger på alle biler tilbage til 2005. Det eneste man behøver er, at taste bilens registreringsnummer eller stelnummer ind.
Tidligere har det kun været muligt at se bilens synsdatoer og kilometertal på hjemmesiden bilviden.dk.
Se Trafikstyrelsens hjemmeside her
Hos FDM hilser leder af tekniskrådgivning Jørgen Jørgensen den nye side velkommen.
”Vi har gennem årene oplevet, hvor kreativt begrebet ’nysynet’ er blevet brugt. Derfor er vi også glade for Trafikstyrelsens initiativ, som er et godt forbrugerværktøj, hvis man står og skal købe bil. Vi kan kun være tilfredse med mere åbenhed og synlighed omkring bilens historik, herunder hvordan den har klaret sig til syn,” siger Jørgen Jørgensen.
Ministeren: større forbrugersikkerhed
Også transportminister Henrik Dam Kristensen er glad for det nye tiltag, der også er optimeret til smartphones:
”Med offentliggørelsen af synsrapporterne bliver det således mere gennemskueligt at købe brugt bil, og det vil tjene til en større forbrugersikkerhed for danskerne,” siger han.