Der var travlt hos bilforhandlerne i februar. Selv om februar i fjor gav et meget stort salg af nye personbiler, blev tallet i markant større.
Der blev indregistreret 22 procent flere personbiler i år end sidste år. I alt fik 14.180 nye personbiler nummerplader på i februar i år.
- Selv når vi ser bort fra, at februar havde en ekstra dag, og at leasingindgrebet fik rigtig mange til at handle bil i uge otte, er det fortsat tale om et marked på et historisk set meget højt niveau, siger Tejs Lausten Jensen, chefkonsulent hos De Danske Bilimportører.
Han tilføjer, at det bekræfter, at den stabile og positive udvikling fra januar fortsætter.
Ingen markante ændringer
- Vi vil fortsat se en påvirkning fra leasingindgrebet i de kommende måneder og indgrebet vil muligvis også sænke leasingandelen en lille smule, men overordnet set forventer vi ikke et markant ændret marked, siger chefkonsulenten.
De Danske Bilimportører forventer fortsat en betydelig efterspørgsel efter især lidt mindre biler med god brændstoføkonomi og at salget vil udvikle sig stabilt i de kommende måneder.
Salget af varebiler steg derimod kun beskedent i februar – et plus på tre procent i forhold til januar sidste år svarende til i alt 1.723 nye varebiler.
Insignia og Qashqai på top 20
Chevrolet Spark er fortsat nr. 1 på hitlisten og nu fulgt af sin større slægtning, Chevroelt Aveo på andenpladsen.
Opel Insignia på plads 8 og især den sjældne gæst Nissan Qashqai på plads 13 antyder en masse hurtige indregistreringer af lagerbiler lige før leasingreglerne blev proklameret.
Personbilernes top 20 februar 2012 | ||
Nr. | Model | Antal |
1 | Chevrolet Spark | 609 |
2 | Chevrolet Aveo | 461 |
3 | Toyota Aygo | 459 |
4 | Kia Picanto | 421 |
5 | Kia Rio | 386 |
6 | Hyundai i30 | 378 |
7 | Opel Corsa | 295 |
8 | Opel Insignia | 293 |
9 | Fiat 500 | 285 |
10 | Peugeot 107 | 284 |
11 | Ford Fiesta | 278 |
12 | Citroën C3 | 276 |
13 | Nissan Qashqai | 272 |
14 | Peugeot 206 | 251 |
15 | VW Up | 249 |
16 | Skoda Fabia | 245 |
17 | Mazda 6 | 240 |
18 | Citroën C1 | 229 |
19 | Hyundai i10 | 224 |
20 | Suzuki Swift | 220 |
Kilde: De Danske Bilimportører |