Der har længe været stor forskel på de priser, der stod i BMWs prisliste og så den reelle pris, som de fleste kunder har givet eller er blevet beskattet af ved leasing.
Den forskel er – formentlig – stort set forsvundet.
Prisfald på op til 150.000 kr.
BMW har sat sine listepriser på mange populære versioner markant ned – ofte et sted mellem 30.000 og 150.000 kr. Det sker for at kompensere for nye afgifstregler, der mere eller mindre sætter en stopper for leasingpriser og beskatningsværdi langt under listepriserne.
Det er dog et spørgsmål, om det får nogen større praktisk betydning, for ikke mange har købt til de hidtidige listepriser. Enten har kunder fået en klækkelig rabat, eller også – og det har været det mest almindelige – har bilerne været leaset til favorable priser. Til gengæld bliver bilmarkedet mere gennemskueligt.
1-serie op til 90.000 kr. billigere
I BMWs nye prisliste falder en 116i således 42.600 kr. til ca. 330.000 kr., en 116d sættes 58.000 kr. ned til 318.000 kr., mens 120d får skåret 90.000 kr. af prissedlen, og fås nu for 390.000 kr.
På 5-serien er tallene noget større. En 520i falder 124.000 til 604.000 kr., en 528i 157.000 kr. til 677.000 kr., og 520d koster nu 604.000 kr. efter et fald på 110.000 kr.
Den nye 3-serie bliver kun lidt billigere – typisk 20.000-30.000 kr.