
Tivoli slår dørene op til en ny sæson torsdag d. 12. april, og her er de vigtigste nyheder:
Forlystelser
Klassikeren fra 1926, radiobilerne, har fået nyt liv med et interaktivt skydespil med laser-beamere på køleren, så man skyde de andre radiobiler eller ramme mål langs banen, mens man smadrer ind i fjenden, som enten er rødt eller blåt hold, hmm ... Efter turen kan man på en tavle se, hvem der var bedst til at ramme og til at ”dukke” sig.
Skærsilden fejrer 60 års fødselsdag med et opdateret design, der skal give oplevelsen af at træde ind i den store, hemmelige Tivolimaskine, som holder Haven kørende. Her skal børnene igennem rullende trapper, blinkende lys og talløse udfordringer, før de kommer uskadte og uglede ud på den anden side.
Underholdning
Tivoli har sat over 50 mio. kr. af til kulturelle tilbud, der spænder fra rock, jazz, ballet, børneunderholdning og verdensmusik til klassisk på Plænen.
Hver ugedag får sin egen profil i en ny musikuge, hvor gæsterne i sommersæsonen kan høre verdensmusik på mandage, klassikere som Dario Campeotto på tirsdage og dj’s på onsdage. Torsdage står den på motown, funk, blues, jazz og latin, fredage giver haven den gas med dansk og international rock, pop, dance og elektronik og lørdag swinger Plænen op med big band-musik. Søndage er til hele famlien, og her kan man opleve Rasmus Klump med fællessang, sanglege og tryllerier. Også Harlekin, Columbine og Pjerrot deltager i løjerne og danser for alle, mens klassiske koncerter med musik af H.C. Lumbye bliver spillet til glæde for både unge og dem, der har levet længere.
Restauranter
Adam og James Price åbner en ny restaurant ved Glassalen med dansk smørrebrød til frokost og livretter fra det klassiske, danske køkken om aftenen. Her kan du f.eks. få en sildemad for 65 kr. eller et stykke med roastbeef for 95. Til aften kan man bl.a. bestille en kyllingesteg serveret i gryde til 195 kr. eller sprængt kalvebryst til 185 kr. – hvis man ikke er til kaviar til små 500 kr.
En anden nyhed er Svaneke Is, som åbner et nyt ismejeri og café med 100 procent naturlig is produceret af fløde fra Jerseykøer. Gæsterne kan følge processen fra flydende mælk til is i det lille mejeri, der tilsætter isen nordiske bær og frugter.
Haveanlæg
Haven har i år fået 24 nye træer og 52.000 nye fliser. Førstnævnte skal tage lidt af udsigten til det nye Industrien Hus, som er lidt af en glas og stål-kontrast til den stemning, Tivoli gerne vil slå an i den del af haven, og sidstnævnte gør gåturen mere rar.
Samtidig er en stor del af grusarealerne ved Pantomimeteatret, på Plænen og ved pavillonerne omdannet til græsplæner, man kan slange sig på.
Der er også blevet skruet op for lyset: Pantomimeteatret bliver oplyst om aftenen, Glassalens kuppel og Lin Utzons kummer har fået en ny belysning, som skifter farver efter årstiden, mens Det Gyldne Tårn har fået interaktivt lys som man både ude og indefra kan følge op- og nedture.
Se video med Tivolis blæksprutte