Konceptet er simpelt: alle kan købe sig til en tur i en eksotisk sportsvogn med en racerkører ved rattet, og pengene går til Dansk Røde Kors’ hjælpearbejde. Det er ikke billigt, men køber man en tur i passagersædet, får man en oplevelse for livet, samtidig med at man støtter et godt formål. Men man behøver ikke have den store prangerpung fremme for at nyde de flotte biler, for entré-billetten kan ikke ruinere nogen: Det koster kun 40 kr. for voksne og 20 kr. for børn under 12 år at komme tæt på bilerne.
To omgange på to kilometer lang bane
I år er det lykkedes arrangørerne at overtale myndighederne til at lukke Vigerslev Allé af i hele weekenden, så ruten nu går fra Toftegaards Plads næsten hele vejen op til Enghavevej. Det betyder, at bilerne får mulighed for at strække rigtig ud, og en tur i passagersædet bliver på to omgange eller næsten fire kilometer. Bag rattet sidder professionelle racerkørere, og Den Internationale Racing Festival har tilsagn fra nogle af de bedste danske og internationale kørere, blandt andre de tidligere danske formel 1-kørere Jan Magnussen og Nicholas Kiesa. Der bliver mulighed for at købe en tur i et imponerende udvalg af de mest eksotiske sportsvogne, der kan opdrives. Feltet spænder fra en Suzuki Swift i rally-udgave til en af verdens dyreste og hurtigste biler, Bugatti Veyron, og det bliver en oplevelse at se de flotte sportsvogne i fri dressur, når de kører på den to kilometer lange bane.
Derudover er der planlagt masser af andre aktiviteter, blandt andet en levende biludstilling, hvor en lang række bilimportører viser deres nyeste modeller frem. FDM er også med på Racing Festival, idet FDM Motorsport stiller med en Peugeot Spider, som er med til at køre penge ind. Derudover vil repræsentanter fra FDM være til stede hele weekenden.
Du kan se årets biler og kørere på Den Internationale Racing Festivals hjemmeside og se fotos og videoer fra tidligere festivaler. På forsiden finder du også et link til billetsalget, hvor du kan købe billetter og se priserne for en tur i de enkelte biler.