Femerntunnelen forsinkes yderligere et år

Det bliver tidligst i slutningen af 2021, at trafikanterne kan køre mellem Danmark og Tyskland gennem Femerntunnelen. Godkendelsesprocessen overrasker Femern A/S.

Femerntunnellen er tidligst klar ultimo 2021.
Trafik

Først hed det, at den faste Femern-forbindelse mellem Lolland og Femern skulle indvies i 2018. Men da bro- og tunnelselskabet kom i gang med sit arbejde, blev hele processen forlænget med to år til 2020.

Og nu – inden det fysiske arbejde med den 18 km lange tunnel er gået i gang - er der kommet endnu en forsinkelse.

I går måtte direktøren for Femern A/S, den erfarne brodirektør Leo Larsen, gå den tunge gang til transportminister Henrik Dam Kristensen og orientere om en forsinkelse på yderligere et år.

Svært med to lande

Forsinkelsen opstår ifølge Femern A/S, fordi processen med at få et så stort grænseoverskridende projekt godkendt i både Danmark og Tyskland har vist sig at være endnu mere kompleks end hidtil antaget.

- Behovet for koordination og detaljering er større, end vi havde forudset. Vi må erkende, at der er tale om en udfordrende opgave for alle parter til dels som følge af store forskelle i regler og procedurer mellem Danmark og Tyskland, siger Leo Larsen i en pressemeddelelse.

Anlægslov i 2014

Den nye tidsplan indebærer, at VVM-høring (miljøundersøgelse) af kyst-kyst-forbindelsen i Danmark går i gang i maj 2013, og at Folketinget vedtager en anlægslov i slutningen af 2014, når priserne for projektets fire store anlægskontrakter er kendt.

Selve anlægsarbejdet først gå i gang et års tid senere end oprindelig antaget, dvs. midt i 2015 og ikke i 2014.

Ikke dyrere

Byggetiden for en sænketunnel vurderes stadig at vare seks og et halvt år. Med anlægskontrakter indgået i sommeren 2015 vil den faste Femern Bælt-forbindelse kunne åbne i slutningen af 2021.

Forsinkelsen skulle ikke få betydning for økonomien i Nordeuropas største anlægsprojekt. Det samlede anlægsoverslag for sænketunnelen lyder stadig på 40,7 mia. kr. (2008-priser) og tilbagebetalingstiden for hele Femern Bælt-projektet inklusive de danske landanlæg er fortsat 39 år.

Derimod giver det Scandlines et år ekstra at tjene penge på den givtige Rødy-Puttgarden-rute.