Seat optrapper priskrig i billigklasse

Den ”spanske” udgave af VW Up, Seat Mii, bliver 10.000 kr. billigere end ophavet og får samme udstyr. Dermed koster Mii det samme som Danmarks allerbilligste biler. Hvad nu, Skoda?

Nyt om biler

VW har skabt røre i bilernes mikroklasse med en frapris på ca. 94.000 kr. Der kan ikke være mange ørers fortjeneste på selve bilen til den pris, har den almindelige vurdering været.

Alligevel er det nu lykkedes søstermærket Seat at få presset prisen på den helt identiske Mii 10.000 kr. længere ned.

Samme pris som gamle trillinger

83.580 kr. koster den billigste tredørs Mii med 60 hestes motor og fuldt sikkerhedsudstyr inkl. automatisk nødbremse. Gardinairbags fås dog slet ikke til modellen.

Dermed er Mii lige så billig som de syv år gamle trillinger fra Peugeot, Citroën og Toyota og billigere end Danmarks pt mest solgte bil, Chevrolet Spark.

Som det er tilfældet med Up – og de fransk-japanske trillinger - er en femdørs Mii noget dyrere som femdørs. Med et tillæg på 13.700 kr., der også omfatter aircondition, koster billigste femdørs 97.280.

Vil man have den 75 hestes motor, koster det 10.000 kr. ekstra for laveste udstyrsniveau, men kun 5.000 kr. ekstra på næste udstyrsniveau.

Meget udstyr og fem døre: 112.000 kr.

Skal bilen have elruder, fjernbetjent centrallås, højdejusterbart førersæde samt splitbagsæde, skal man op i en ”Style”-version, som koster 98.580 kr. som tredørs og 112.280 kr. som femdørs.

Mii lanceres hos danske forhandlere sidst i maj og kan leveres fra juni.

Seats lave pris sætter Skoda under ekstra pres. Kan Skoda Citigo, der er helt magen til, blive endnu billigere? Eller bliver den dyrere? Måske med mere udstyr?