Konkurrencen i mikroklassen koger, og danskerne køber løs af de små og billige biler, der nemt fås til under 100.000 kr. for en femdørs.
Det er her, vi finder Danmarks mest solgte biler, og nu ser der du til at være sket et tronskifte i mikroklassen og dermed blandt danskernes foretrukne modeller.
Baghjul af Peugeot
Efter at Chevrolet Spark har toppet hitlisten i hele 2011 og fortsat har været mest solgt i de fire første måneder i år, fik den koreanske mikrobil baghjul midt i maj.
De Danske Bilimportørers foreløbige tal for indregistreringer til og med 13. maj viser, at Peugeot 107 nu fører ræset.
1.902 eksemplarer af Peugeot'en er der indtil videre indregistreret i år.
Chevrolet Spark ligger nu på andenpladsen med 1.838 styks og pustes kraftigt i nakken af Kia Picanto med 1.821 styks.
Svært at få comeback
Spark kan få svært ved at tilbageerobre titlen for hele året, for ud over at den faceliftede Peugeot 107 har fået momentum og Kia nu ser ud til at kunne levere mange Picantoer, er VW Up ved at tage kraftigt tilløb i kulissen.
Up blev først lanceret i marts, men importøren har ambitioner om at sælge omkring 5.000 eksemplarer i år, og det kan ende med at gøre Up til den mest solgte i 2012.
Spark er ikke længere billigst
Spark har længe været Danmarks billigste bil, selv om "fra-prisen" har været noget misvisende med en yderst skrabet model uden bl.a. servostyring.
Men listeprisen på Spark er blevet hævet, samtidig med at de faceliftede trillinger Peugeot 107/Citroën C1/Toyota Aygo i tredørs varianter er blevet billigere end Spark, og de helt nye trillinger VW Up/Skoda Citigo/Seat Mii befinder sig i stort set samme prisleje.