Der er mange penge at spare, hvis man køber en ny Honda nu – og en del at ærge sig over, hvis man lige at købt en bil for sine egen penge.
Honda giver nu rabatter i den helt store stil på stort set alle sine modeller undtagen Accord. Der er mellem 17.000 og 100.000 kr. at spare i forhold til de officielle listepriser, som man dog normalt kan få en vis rabat på.
"Begrænset periode"
- Vi lancerer nu denne kampagne for at booste det danske salg. Dog vil vi gerne understrege, at det er begrænset antal og kun i en kampagneperiode, siger Hondas danske direktør, Mikael Larsen.
Hvor begrænset perioden er, fremgår ikke af den pressemeddelelse, Honda har udsendt.
Honda ramt af nye leasingregler
"Boostningen" kan være nødvendig, da Hondas afsætning de seneste år har været meget baseret på privatleasing – et arrangement, der er blevet mindre attraktivt efter politisk indgreb mod demobiler og den noget kunstige beregning af priserne på leasingbiler.
I februar blev Hondas salg tredoblet i noget, der ligner en hamstringsbølge, og tilsvarende gik salget ned i marts.
CR-V nedsat med 100.000 kr.
Mest rabat er der at få på SUV-modellen CR-V, som kommer i en helt ny udgave til efteråret. Her er alle varianter sat præcis 100.000 kr. ned, så billigste model nu fås for ca. 314.000 kr.
Den lille CR-Z, der kaldes en sportshybrid, er sat 64.500 kr. ned til knap 254.000 kr.
Også rabat på ny Civic
Rabatterne gælder interesant nok også den helt nye Civic, som for tiden fås 33.000 kr. under listeprisen, ja 2,2 Sport endda 73.000 kr. under. Dermed koster en 1,8 Sport ca. 254.000 kr.
Endelig er der også lidt rabat, 17.000-19.000 kr., på et stærkt begrænset antal Jazz.