Pionerer snubler i miljødyst

Problemerne står i kø, når man selv skal udvikle en avanceret miljøbil. De to danske eksperimentalbiler i Shell Eco-Marathon døjede med banale fejl på førstedagen af Europas store miljøløb.

Aalborgs Universitets "Carbon Cobra" i fin stil på testbanen i Rotterdam.
Bilist
Halvanden time efter, at sidste mulighed for testkørsel var åbnet, stod DTU-bilen stadig i paddock. Både hardware og software drillede.
Halvanden time efter, at sidste mulighed for testkørsel var åbnet, stod DTU-bilen stadig i paddock. Både hardware og software drillede.

Efter et års intensivt, akademisk arbejde med bilkonstruktion og miljøoptimering var det helt banale detaljer, der skabte store problemer for de danske deltagere i miljøløbet Shell Eco-Marathon, hvor 3.000 universitetsstuderende fra hele Europa deltager.

Både Danmarks Tekniske Universitet, DTU, og Aalborg Universitet har et hold med til den store europæiske konkurrence for eksperimentale miljøbiler, og begge holdledere var ved at rive hår ud af hovedet under førstedagen i Rotterdam.

DTUs ”Roadrunners” mistede kostbar træningstid, da en række fejl kostede dem halvanden ud af to timers testkørsel torsdag. DTUs bioætanol-bil ”Dynamo” stod i værkstedet med 15 ingeniørstuderende i hektisk aktivitet med computere, topnøgler og gaffatape.

Flækket brændstoftank

DTUs "Dynamo" kan omsider rulles ud til start. Bilen er stadig ikke helt i orden, men det er vigtigt for chaufføren at få træning på banen.
DTUs "Dynamo" kan omsider rulles ud til start. Bilen er stadig ikke helt i orden, men det er vigtigt for chaufføren at få træning på banen.

Problem: En flækket brændstoftank og et batteri med for lidt strøm. Det første blev hurtigt fikset. Det næste drillede betydeligt mere, for strømniveauet betød, at den computer, der skal styre gearskiftet, gik i fejl-mode.

- Er der ikke nogen, der lige kan gå ud og skaffe en ti kilowatt ohm modstand? er der en der råber.

Og da alt ser ud til at være klar, virker knappen til startmotoren ikke. En ny kontakt, nogle ledninger og en masse gaffatape klarer det. Alligevel er der ting, der ikke virker og andet, der virker anderledes end normalt, men ud på banen kommer "Dynamo". 

Hornet rystet løs

Hos Team Aalborg Energy er sidste prøvekørsel af brintbilen ”Carbon Cobra” forløbet upåklageligt. Blot har den hårde bane rystet det obligatoriske horn løs. Det er til at klare.

Aalborg-holdets første (ud af fire) konkurrencekørsler torsdag aften forløber også perfekt – lige indtil den mobiltelefon, som holdet bruger til at kommunikere med føreren, løber tør før taletid på tiende runde.

Studerende fra Aalborg Universitet tjekker de sidste detaljer inden første testkørsel.
Studerende fra Aalborg Universitet tjekker de sidste detaljer inden første testkørsel.

Kører for langt

Chaufføren får derfor ikke besked om, at han har gennemført de ti runder og skal i pit. Så han tager en 11. runde og holdet får derfor noteret et forbrug, de er ti procent for højt.

Ærgelsen er enorm, for selv med en runde for meget, er forbruget af brint lovende lavt. Men der er stadig tre forsøg frem til lørdag aften.