Ottesporet motorvej til Roskilde

Udvidelsen af Holbækmotorvejen nærmer sig hastigt sin afslutning. En tre km lang delstrækning med otte spor er nu taget i brug og en alvorlig trafikprop er dermed løsnet. Hele den 11 km lange udbygning af motorvejen er klar i august.

Den nye Holbækmotorvej med otte spor - her hvor motorvejen krydser Hedevej ved Fløng.
Trafik

Bilister, der kører mellem Roskilde og det vestlige København, har fået mere asfalt at boltre sig på. Første del af den 11 km lange udvidelse af Holbækmotorvejen er nu overgivet til de 70.000 daglige trafikanter.

Det gælder delstrækningen mellem Fløng og Hedelandsvej, hvor der nu er fire nyasfalterede spor i begge retninger.

Danmarks anden ottesporede motorvej

Dermed har Danmark fået sin anden, ottesporede motorvej, idet den første er den nordlige del af Køge Bugt Motorvejen.

Åbningen af den tre km lange strækning, der er sket over et år før planlagt, vil ifølge Vejdirektoratet give et gevaldigt løft i fremkommeligheden, da strækningen er meget belastet i myldretiden.

Næste etape klar 9. juli

Imens fortsætter de afsluttende asfaltarbejder længere mod Roskilde, hvor vejen udvides fra fire til seks spor. Næste delstrækning fra Hedelandsvej til Vindingevej åbner mandag den 9. juli med 3 kørespor i hver retning.

Vejdirektoratet forventer, at hele udbygningen til Ringstedvej vest for Roskilde står klar i begyndelsen af august - inden skolesommerferien slutter.

Pause under Roskilde Festival

Efter aftale med Roskilde Kommune holdes der pause på broarbejdet ved Køgevej i slutningen af juni og begyndelsen af juli, så trafikken til og fra Roskilde Festival påvirkes mindst muligt.