Citroën sat på plads af ombudsmand

Når tilbuddet i annoncen lyder for godt til at være sandt, er der som regel en række forbehold skrevet med småt. Men de skal fremgå lige så tydeligt som selve tilbuddet, slår Forbrugerombudsmanden fast over for Citroën.

Citroën C1
Bilist

Da den nye Citroën C1 blev markedsført i en annonce, stod der øverst med store typer ”Smukkere og billigere end nogensinde før. Få mindst DKK 15.000 for din gamle bil". Teksten var ledsaget af et billede af en C1 og et ”FRA 78.990,-”

Annoncens hovedbudskab var, at man ved køb af en Citroën C1 til 78.990 kr. kunne få et beløb svarende til mindst 15.000 kr. ved indbytning af sin gamle bil.

Men tilbuddet gjaldt bare ikke for modellen til 78.990 kr.

Det med ekstra småt

I bunden af annoncen, blandt en lang række andre oplysninger, fremgik det med små typer, at ”tilbuddet gælder kun ved køb af specifikke modeller af C1, C3 og Picasso”.

Det klagede en række potentielle bilkøbere over til Forbrugerombudsmanden, der nu har indskærpet over for Citroën Danmark, at væsentlige forbehold og begrænsninger i et tilbud skal markedsføres lige så tydeligt som tilbuddet.

Svækket tillid

Ifølge markedsføringsloven skal salgsfremmende foranstaltninger, som f.eks. særlig gode tilbud, markedsføres således, at tilbudsbetingelserne er klare, tydelige og let tilgængelige for forbrugeren.

Men det sker ikke altid, og derfor er FDM tilfreds med, at Forbrugerombudsmanden har indskærpet, at Citroën skal sørge for at overholde markedsføringsloven.

- Når man bevidst forsøger at skjule præmisserne for tilbuddet for forbrugerne ved at skrive dem med meget småt, så bliver kunderne lokket ind i butikken på falske forudsætninger. Det svækker tilliden til branchen, og derfor er det godt, at der bliver taget fat i annoncens afsender, så forbrugerne fremover forhåbentlig får at vide, hvad et tilbud indeholder, siger juridisk chef i FDM, Per Alkestrup.

Den pågældende annonce anvendes ikke mere.