Undgå at få din Brobizz spærret

Mange bilister glemmer at forny oplysninger om betalingskort på deres Brobizz, og det skaber kø ved betalingsanlægget. Sørg for at opdatere dine oplysninger, hvis din Brobizz skal virke.

I ferien kan man benytte Brobizz i alle baner på Sorebæltsbroen
Trafik

Sommerferie betyder ekstra pres på Storebæltsbroens betalingsanlæg i Halsskov, og det hjælper ikke, at godt 250.000 Brobizz-kunder i år skal have nyt betalingskort fra deres pengeinstitut.

Ved betalingsanlægget går bommen nemlig kun op, hvis det betalingskort, der er tilknyttet Brobizzen, er gyldigt. Glemmer bilister at opdatere Brobizzen med oplysningerne på det nye betalingskort, kan det skabe ventetid og ophobning af trafik i banerne.

- I 2012 udløber tre gange så mange af de betalingskort, der er tilknyttet en Brobizz, end vi er vant til. Langt de fleste folk glemmer at opdatere oplysningerne, men så skriver vi ud til kunderne, når de får nyt kreditkort, så det skaber en ekstra udfordring, siger chef for betalingsanlægget ved Storebæltsbroen, Jens Kjær Nielsen.

Grønt kort mod kø

Er Brobizzen spærret, modtager man et grønt kort, der fortæller, hvordan man ellers kan betale.
Er Brobizzen spærret, modtager man et grønt kort, der fortæller, hvordan man ellers kan betale.
Løsningen er at udlevere et grønt kort til de bilister, der passerer anlægget med en spærret Brobizz. Her fremgår det, hvordan man efterfølgende kan betale for sin køretur over bæltet.

Tidligere kunne man få ændret kortoplysningerne eller betale for turen med det samme ved billetlugen. Men det er ikke muligt mere.

- Det tog alt for lang tid og skabte kø at hjælpe bilisterne ved billetlugen. Med det nye kort, som vi indførte i påsken, tager det højst 15 sekunder, inden folk kan køre videre og selv rette oplysningerne senere, forklarer Jens Kjær Nielsen.

Hver dag bliver ca. 80 bilister stoppet med en inaktiv Brobizz, fordi deres betalingskort er udløbet, eller fordi de har skiftet bank og har fået et nyt kort.

Brobizz i alle baner

For at komme feriekøer til livs, er det desuden blevet muligt at benytte Brobizz i alle betalingsanlæggets baner og ikke kun i dem, der er indrettet til Brobizz.

I kort- og manuelbaner skal bilisten dog køre helt hen til bommen og holde stille, før den går op.

- Vi forventer, at den nye service kan afhjælpe det ekstra pres på betalingsanlægget, som sommertrafikken vil give. Og så sørger vi for ekstra bemanding, så vi er klar til at hjælpe de kunder igennem, som ikke har fået opdateret Brobizzen hjemmefra, siger Jens Kjær Nielsen.

A/S Storebælt forventer, at der bliver størst trafikpres på betalingsanlægget lørdag den 21. juli, hvor op mod 5.000 biler vil køre over broen i de travleste perioder mellem kl. 11 og kl. 13.

Du kan ændre dine kortoplysninger her