Sammenlagt fik bilisterne 17.737 klip i årets første tre måneder, og heraf blev de 14.003 uddelt for fart. Det svarer til næsten 80 procent.
Statistikken viser også, at der i tidsrummet mellem kl. 10 og kl. 12 uddeles flest klip, og kurven topper igen omkring kl. 17.
- Om formiddagen øges farten efter myldretiden, fordi trafikken ikke er så tæt, og folk derfor kan komme op i fart. Det er også derfor, vi ser, at antallet af klip er relativt højt om eftermiddagen, når folk kører hjem fra arbejde på forskellige tidspunkter, forklarer vicepolitiinspektør John Sckaletz fra Københavns Politi.
Rødt lys og farlige overhalinger
De næste forseelser, der topper listen, er at køre over for rødt lys (1.426), lave farlige overhalinger (701), og glemme at spænde børn fast i bilen (392).
Sammen med farten tegner de tre forhold sig nemlig for over 93 procent af alle kvartalets 17.737 klip.
Fem byer står i øvrigt for 30 procent af alle kvartalets klip. København er – ikke overraskende – i front med 2.742 klip. Herefter følger Odense (937), Aarhus (689), Aalborg (495) og Vejle (467).