Regeringsparti: Sikkerhedsudstyr skal fritages fra afgift

Radikale Venstre forslår nu at ændre på registreringsafgiften og fritage en række sikkerhedsudstyr fra den tårnhøje danske registreringsafgift. FDM hilser forslaget velkommen, men ser helst en grundlæggende reform af bilafgifterne.

FDM Mener

De høje afgifter - og særligt registreringsafgiften på mellem 105-180 procent - har uhensigtsmæssige konsekvenser, når danskerne skal købe bil. Dels fordi den hindrer udbredelse af nye sikkerhedsteknologier, som også er omfattet af afgiften. Og dels fordi den fastholder en ældre bilpark, som har langt lavere sikkerhedsstandarder end de nye biler der kommer på markedet.

Afgiftsbelagt sikkerhedsudstyr

Nye biler sælges med sikkerhedsudstyr som ekstraudstyr, hvorfor køber skal vælge udstyr til eller fra. For langt de fleste er prisen en afgørende faktor. Når eksempelvis en fartpilot, der automatisk holder afstand til forankørende koster 52.500 kr. i en ny bil, selvom den kun koster 15.000 kr. fra fabrikken, vil der være mange, som vælger udstyret fra.

Derfor foreslår Radikale Venstre at fritage en række sikkerhedsudstyr fra afgifter, og på den måde gøre det billigere at tilkøbe mere sikkerhedsudstyr. Konkret foreslår skatteordføreren Nadeem Farooq at fritage sele- og alkohollås, afstandsradar og vejbane assistent fra afgifter – alt sammen udstyr, der enten forhindrer eller begrænser ulykker.

FDM mener det er fornuftigt, at der nu rettes fokus brandbeskatning af sikkerhedsudstyr i biler. Udover de af ordføreren nævnte sikkerhedssystemer, findes masser af udstyr, som vil gøre trafikken mere sikker. Både for passagerer i bilen og øvrige trafikanter på gaden.

Behov for en helt ny afgiftsmodel

Tilmed vil en afgiftsfritagelse af udstyret være en næsten gratis omgang, idet det kun sælges i et meget begrænset omfang på grund af afgifterne. Høje registreringsafgifter bør derfor ikke blokere danske bilister i at vælge en bil med optimal personsikkerhedsbeskyttelse og moderne udstyr til gavn for alle trafikanter.

FDM ser dog helst at afgiftsfritagelsen for sikkerhedsudstyret bliver en del af en grundlæggende omlægning af bilafgifterne. Problemet med sikkerhedsudstyret vil eksistere så længe bilafgifterne er baseret på bilens pris. FDM finder at en fremtidig bilafgift model i stedet bør baseres på bilens miljø og sikkerhedsmæssige egenskaber og ikke på hvad bilen har kostet.