Kør med i Oresund Rally 2012

8.-9. september afvikles årets udgave af Oresund Rally. I år er der mulighed for at køre med i fire forskellige klasser.

Medlemsnyt

FDM Sjællandsringen ved Roskilde lægger asfalt til, når Oresund Rally 2012 skydes i gang om eftermiddagen lørdag d. 8. september.

Forude venter 100 km på de sjællandske veje inden opløb og mål ved Bella Center i København. På løbets anden dag, søndag d. 9. september, rykker feltet over Øresund, hvor der køres i Skåne med mål på Sturup Raceway.

Rally for morgendagens grønne biler

Det er andet år i træk, der køres Oresund Rally, og i år er der mulighed for at deltage i hele fire forskellige klasser i det åbne rally, hvor man selv kan vælge, om man vil køre med begge dage eller kun den ene.

I 2012-udgaven vil der bl.a. være en klasse for morgendagens bilteknologier som el-, brint- og hybridbiler foruden brændstofoptimerede biler. Kravet for at deltage her er, at bilerne højest udleder 120 gram CO2 pr. km. Oresund Energy Rally klassen afvikles over begge dage.

Åbent for alle

Der er dog stadig mulighed for at køre med, selv om ens bil ikke holder sig under 120 gram CO2 pr. km grænsen. Klassen Oresund Tourist Rally er åben for alle typer personbiler og køres som endagsløb lørdag 8. september i Danmark og søndag 9. september i Sverige.

Læs mere om Oresund Rally 2012 og hvordan du tilmelder dig

Oresund Rally 2012 - de fire klasser:

Oresund Energy Rally (klasse 1) er en åben platform for fremtidens biltyper: Økonomirally første dag og pålidelighedsrally på løbets anden dag for elbiler, hybridbiler, brintbiler samt brændstofoptimerede benzin- og dieseldrevne biler med en totalvægt under 3.500 kg og en udledning på max 120 gram CO2 pr. km. Løbet afvikles efter reglerne for FIA Alternative Energies Cup og løbets tillægsregler. Løbet køres på Sjælland den 8. september og i Skåne i Sverige den 9. september.

Oresund Tourist Rally dag 1 (klasse 2): Økonomirally for alle typer personbiler. Løbet køres på Sjælland den 8. september. Dette er det oplagte løb for FDM-medlemmer at deltage i. Det koster 850 kroner at være med inklusiv gratis eftermiddagskaffe med brød under løbet. Om aftenen kan man købe et måltid mad på Bella Sky Hotel og se sin placering i løbet.

Oresund Tourist Rally dag 2 (klasse 3): Pålidelighedsrally for alle typer personbiler. Løbet køres i Skåne den 9. september.

Oresund Classic Rally (klasse 4): Historisk pålidelighedsrally for biler fra før 1986. Det tæller til den nye Nordic Regularity Cup og er et pålidelighedsrally over to dage for kørere med høje sportslige ambitioner. Løbet køres på Sjælland den 8. september og i Skåne den 9. september.