8. august - to måneder før beregnet - forsvinder en af flaskehalsene på hovedstadens motorveje, og der rettes dermed op på en årtier gammel undladelsessynd.
Det sker, når den såkaldte Vintapperrampe om eftermiddagen åbner for trafik og dermed fjerner et "missing link" i motorvejskryds Kgs. Lyngby.
Rampe kommer 38 år for sent
Den nye rampe – hvor bilisterne ledes rundt om genbrugsstationen i Gentofte Kommune i en 270 grades sløjfe - skaber for første gang direkte forbindelse fra Helsingørmotorvejen i nordlig retning mod Motorring 3, M3, i sydgående.
Denne del af Motorring 3 blev anlagt i 1966, mens Helsingørmotorvejen (Lyngbyvejen) blev indviet i 1974, så forbindelsen har manglet 38 år.
9.000 biler gennem lokal rundkørsel
Hidtil har omkring 9.000 bilister dagligt måtte køre ad Lyngby Omfartsvej, vende 180 grader i en rundkørsel og køre tilbage til Motorring 3 via to lyssignaler.Forstoppelsen i rundkørslen har særligt i myldretiden skabt kø langt ind ad Helsingørmotorvejen og samtidig generet lokaltrafikken i Kongens Lyngby.
Løsning på vej i modsatte retning
Også i modsat retning – fra M3 mod Helsingørmotorvejen ind mod København – er der trafikale problemer. Dem overvejer Vejdirektoratet og Gentofte Kommune nu at afbøde ved ombygge et kryds. Det sker efter planen i 2013.
Navnet Vintapperrampen, som ikke er en officiel betegnelse, stammer fra en nærliggende sø. Den 800 meter lange forbindelse har haft et budget på 150 mio. kr.