Det var vel nærmest Suzuki, der opfandt SUV-biltypen. Det skete med Vitara, der kom allerede i 1988.
Nu ser det ud til, at Suzuki vil lege med i hjertet af den stadig mere populære SUV-klasse, der i Europa tæller modeller som Nissan Qashqai, VW Tiguan og Toyota RAV4.
Koncept i Paris
Suzuki viser i hvert fald på Paris-udstillingen i september konceptbilen Suzuki S-Cross, som er et stilstudie, der bebuder, at Suzuki arbejder på en ny crossover i familiebilsklassen. Indtil videre må vi nøjes med dette omrids.Suzuki plejer ikke at vise konceptbiler, der er så realistiske som S-Cross, uden at det bliver til noget. Men der kan nemt gå to år.
Ny mellemklassemodel
S-Cross menes at være baseret på en helt ny platform i C-segmentet, altså biler i den lille mellemklasse. Der er altså samtidig udsigt til en ny, almindelig hatchback et nummer større end Swift og som efterfølger for Liana og SX4. Sidstnævnte fås også i en semi-SUV-version.
Suzuki S-Cross bliver dermed en afløser for SX4 og lillebror til den noget større SUV Grand Vitara.