DTC 2013 - nye tordenracere

I 2013 kommer der nye racerbiler i den danske topklasse DTC. Udover Chevrolet Camaro vil man også kunne se både Ford Mustang og Dodge Challenger kæmpe om det danske mesterskab.

Auto-G DTC 2013
Nyt om biler

Efter en tæt og tordenbrølende sæson med Chevrolet Camaro i den danske DTC-serie (forkortelse for Danish Thundersport Championship) udvides vognparken i næste sæson. Reelt er der tale om samme rørgitterrammer og samme motor, men publikum vil kunne se tre forskellige karrosserier på banerne. 

Hent DTC-brochure 2013

Chevy, Dodge og Ford

Udover den velkendte Chevrolet Camaro-karrosse vil man næste år også kunne se Ford Mustang og Dodge Challenger på startstregen. Selvom bilerne ser forskellige ud, er deres aerodynamik nærmest identisk, hvilket vil føre til meget tætte løb, hvor det er føreren og ikke bilen, der er afgørende for løbets udfald.

Motoren bliver også opgraderet til den nyere LS3-motor, der leverer 475 hk gennem den firetrins manuelle gearkasse. Udover at være en stærk motor leverer den også en herlig V8-lyd, hvilket får pulsen til at slå endnu hurtigere både i bilen og på tilskuerrækkerne.

Drifting som supportklasse

Udover selve hovedklassen DTC bliver de faste supportklasser de små sjove Legend Cup-racere, de hjemmebyggede Special Saloon Car og som noget nyt bliver drifting en del af showet. Dertil kommer flere underholdende nye tiltag som 205 meter dragsterstarter og et mere spændende gridshow.

Hent DTC-brochure 2013