Unge bilister skal gøres mere sikre i trafikken med ræs og seje biler

Søndag 9. september kan man opleve Danmarks vildeste crashtest på FDM Sjællandsringen. "Ulykken" skal lære unge bilister om, hvor store kræfter et køretøj i fart har. Til Drivers Event kan man også møde den mystiske racerkører Driver og deltage i konkurrencen om at vinde en tur i hans lynhurtige racerbil.

Billedtekst: Til Drivers Event kan man bl.a. møde den mystiske racerkører, Driver,  og deltage i konkurrence om at vinde en tur
Medlemsnyt

Rallybiler, streetrace og en voldsom crashtest, hvor en lastbil pløjer ind i en række holdende biler og knallerter, er blot nogle af de spektakulære indslag, når FDM Sjællandsringen ved Roskilde lægger asfalt til årets udgave af Drivers Event.  Det er dog ikke kun høj fart, der præger arrangementet, som har til formål at gøre de unge til bedre bilister. På banen kan de selv prøve at ”køre galt” med for høj fart – uden fatale konsekvenser. Derudover kan man komme ”På date med døden”, hvor man blandt andet møder trafikofre og ambulancefolk.

For mange unge bilister ved dødsulykker i trafikken

Målgruppen er de fartglade 18-24-årige. Og selvom 2012 ser ud til at blive året, hvor rekordfå vil miste livet i trafikken på de danske veje, er der al mulig grund til at sætte fokus på unge og fart, viser statistikken. Ud af de i alt 208 dødsulykker i trafikken i 2011 var mindst en af chaufførerne i de 40 tilfælde mellem 18 og 24 år.

Læs mere om de seneste trafikuheldsstatistikker

”Hver trafikdræbt er én for mange. Da der i rigtig mange alvorlige trafikulykker sidder en helt ung bilist bag rattet, vil FDM gerne være med til at hjælpe landets yngste bilister med at begå sig mere sikkert i trafikken. Vi ved fra tidligere år, at Drivers Event er en god måde at skabe kontakt til de unge. For fart og biler vil altid tiltrække de unge, men de skal lære, at det at køre stærkt skal foregå på en bane, hvor der er plads til fejltagelser. Og det er der aldrig ude på landevejene,” siger FDMs adm. direktør, Thomas Møller Thomsen.

FDM og Roskilde Kommune samarbejder

Det er FDM og Roskilde Kommune, der med økonomisk støtte fra Rigspolitiets trafiksikkerhedsmidler står bag Drivers Event. Roskilde Kommune har i år valgt at engagere sig dybere i bestræbelserne på at påvirke de unges trafikvaner. 

”De unges trafikkultur ligger os utroligt meget på sinde her i kommunen, ikke mindst da vi lige uden for Roskilde 26. februar oplevede en meget tragisk bilulykke, hvor fire unge mænd mistede livet. Det har sat dybe spor blandt rigtigt mange borgere i kommunen, og jeg håber inderligt, at arrangementet kan medvirke til at ændre især de unge mænds trafikkultur i den rigtige retning. Kan vi undgå bare én trafikulykke på baggrund af det her, så har det være det hele værd”, siger Roskildes borgmester Joy Mogensen.

Gratis adgang for alle

Drivers Event afholdes søndag 9. september kl. 9.00-17.00. Det er 20. gang, eventen afholdes på FDM Sjællandsringen ved Roskilde. Adressen er: FDM Sjællandsringen, Abildgårdsvej 17, 4000 Roskilde. Gratis parkering og adgang for alle.

Se programmet her

Læs meget mere om Drivers event