FDM rejser tvivl om EU-kommissionens beregning af effekten af fejl på biler på færdselssikkerheden, som ifølge Kommissionen er skyld i seks procent af ulykkerne og 1200 årlige dødsfald.
FDM kan hverken i forbindelse med vores arbejde med færdselssikkerhed ellers i vores virke som bilsynsvirksomhed genkende dette tal fra danske forhold. I færdselssikkerhedskredse er det bredt anerkendt, at tekniske fejl på biler kun yderst sjældent er årsagen til ulykker.
Denne tendens er også at finde hos Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, der i en tværgående analyse i 2009, ”Hvorfor sker ulykkerne”, undersøgte ulykkesfaktorerne i 207 konkrete ulykker. Ved undersøgelsen blev der kun fundet fejl på bremserne på to biler og ingen styretøjsfejl, og det konkluderes i rapporten, at tekniske fejl på køretøjet på intet tidspunkt var årsag til de undersøgte trafikulykker.
Samme tendens i Tyskland
De danske tal bekræftes af tyske tal. I 2010 skete 359.919 biluheld i Tyskland og i kun 1.508 tilfælde var tekniske fejl på bilen årsagen til ulykken. I de 946 tilfælde var det dækkene, den var gal med. Tilbage står 562 ulykker, hvor reelle tekniske fejl som bremser og styrtøj var årsagen. Det svarer til én promille af ulykkerne.
På den baggrund mener FDM ikke, at øget hyppighed af periodisk bilsyn for biler fra seks år vil give en færdselssikkerhedsmæssig effekt, der står mål med de ekstra omkostninger, det vil give bilejerne.