Audis nye ansigt?

Konceptbilen Audi Crosslane Coupé viser, at Audi er ved at få et nyt frontdesign. Og så understreger den Audis planer om at lancere opladningshybrider, og den er vel også et varsel om en Q2.

En markant ny front fremviser konceptbilen Audi Crosslane Coupe på Parissalonen.
Nyt om biler

De fire ringe og deres tilhørende frontdesign står tilsyneladende overfor en større omvæltning. Konceptbilen Audi Crosslane Coupé indikerer, at Audi tilsyneladende står over for et ret markant brud med mange års frontdesign.

Den markante, dybe grill har givet Audi genkendeligt og flot frontdesign gennem ca. et årti, men er også i de senere år kritiseret for at være for ens fra gang til gang, og at det er for svært at skelne de enkelte modeller fra hinanden.

Ny designchef, ny stil

Crosslane Coupé er en 2+2-personers åben bil. Det skal man ikke lægge så meget i, men proportionerne kan fortælle noget om en Q2.
Crosslane Coupé er en 2+2-personers åben bil. Det skal man ikke lægge så meget i, men proportionerne kan fortælle noget om en Q2.
Det bliver der nu lavet om på, hvis man skal tage konceptbilen Crosslane Coupé for gode varer. Og det skal man nok, for det er visitkortet for Audi-gruppens nye designchef, Wolfgang Egger. Og sådan én skal altid markere sig med et personligt aftryk og i mindre eller større grad kassere forgængerens linje.

Den nye grill er mere tredimensionel med mere kunststof og mindre krom end hidtil. Denne type kan tænkes at blive reserveret til Q-modellerne, så f.eks. sedaner får en anden type front.

Kilder hos Audi giver ikke helt enslydende meldinger om, hvor konkret man skal tage Crosslane. Nogen siger, det bare er en konceptbil, andre at den nok kan blive til en ny lille SUV et nummer mindre end Q3. Altså en Q2. Men den åbne form og designet som sådan skal tages med et stort gran salt.

Længden er 4,21 meter og akselafstanden 2,51 meter, hvilket passer som en lillebror til Q3 og som konkurrent til Mini Countryman.

Helt ny benzinmotor med tre cylindre

Bagenden kunne sagtens være tæt på noget, der bliver til virkelighed i en ny, lille SUV, Q2.
Bagenden kunne sagtens være tæt på noget, der bliver til virkelighed i en ny, lille SUV, Q2.
Desuden udstiller konceptet nye teknologier. Først og fremmest er bilen en opladningshybrid med en 1,5-liters, trecylindret benzinmotor med 130 hk og to elmotorer på hhv. 68 og 116 hk.

De officielle tal bliver 90,9 km/l og 26 gram CO2 pr. km.

Ny letvægtsteknik

Audi Crosslane Coupé har desuden en ny type space frame – altså en bærende konstruktion - der er sammensat af tre forskellige materialer - aluminium, kulfiberforstærket kunststof og glasfiberforstærket kunststof. Det er med til at sænke vægten yderligere i forhold til Audis i forvejen lette konstruktioner.

Konceptbilen har en egenvægt på 1.390 kg inklusive det store litium-batteri.