Alle vinkes ind ved politiets kontrol

Færdselspolitiet går ikke kun efter én type trafiksynder ad gangen, men kigger nu efter hele paletten af forbrydelser, når vejene lukkes med såkaldte totalkontroller.

Politiet vinker alt og alle ind, når de store totalkontroller er i gang.
Trafik

Kører man ind på en strækning, hvor færdselspolitiet udfører en razzia, er det slut med at håbe, at man ikke bliver vinket ind til siden. Politiet er nemlig begyndt at benytte sig af såkaldte totalkontroller.

Ved en totalkontrol samarbejder færdselspolitiet med læger og folk fra Skat om at lukke en større færdselsåre i en periode, hvor samtlige køretøjer bliver vinket ind til siden og kontrolleret.

Bilister på Sjælland har allerede fået en forsmag. Den første totalkontrol blev afviklet i april 2012 i Sydsjælland og Lolland-Falsters politikreds og nu har Københavns Politi afsluttet serien med en flere timer lang kontrol i september.

Ingen går fri

I Nordsjællands Politi blev der under den seneste aktion noteret 268 sager. Heriblandt en tyv på vej med sine tyvekoster samt en våbensag.

- Det er første gang i år, at det er hele Sjælland, som er med i aktionen. En samlet kontrol giver os også mulighed for effektivt at gå efter spirituskørsel, fordi vi har læger med ude på stedet. Og så giver det os mulighed for at lukke et stort område af og finkæmme det, siger leder af færdselsafdelingen i Nordsjællands Politi, Arne Martinsen.

I alt blev over 12.000 køretøjer standset ved totalkontrollerne på Sjælland, og der blev skrevet 1.436 sager. Kørsel uden sikkerhedssele eller uden kørekort samt brug af mobiltelefon under kørslen udløste flest bøder.