Mange fifler med bilforsikringen

Når danskerne svindler med forsikringen, er det oftest bilforsikringen, der fifles med.

Tegning: Peter Heydenreich
Bilist

Hver ottende dansker mellem 18 og 74 år indrømmer, at de har begået forsikringssvindel en eller flere gange. Det viser en ny rapport fra Forsikring & Pension.

Af rapporten fremgår det også, at motorforsikring er det forsikringsområde, hvor der hyppigst bliver begået forsikringssvindel. Ti procent af de adspurgte indrømmer, at de har fiflet med bilforsikringen, mens seks procent har snydt med indboforsikringen, og to procent har været uærlige med ulykkesforsikringen.

Inden for motorforsikring er det mest udbredt at begå svindel for at mindske præmien. Den typiske forsikringssvindel er at være fast bruger af en bil uden at stå på forsikringspapirerne for at opnå en lavere forsikringspræmie.

Snyder de ærlige kunder

Forsikring & Pension vurderer, at danskerne sammenlagt svindler for to mia. kr. om året.

- Det er klart vores opfattelse, at danskerne har et problem med moralen på dette område. Men vi oplever heldigvis også, at flere og flere er begyndt at sige fra over for forsikringssvindel. De ærlige kunder vil simpelthen ikke betale for de mindre ærlige. De fleste ved efterhånden godt, at forsikringssvindel i sidste ende betales af de ærlige kunder, siger underdirektør Hans Reymann-Carlsen fra Forsikring & Pension.

Han anslår, at omfanget af forsikringssvindlen formentlig er større, end rapportens tal viser.

Læs hele rapporten her