Toyota og Subaru får ros for køreglæde

Toyota GT86 og Subaru BRZ har fået danske motorjournalisters ærespris for at skabe biler med rendyrket køreglæde.

Toyota GT86 (billedet) og Subaru BRZ er i år tildelt æresprisen fra danske motorjournalister.
Nyt om biler

Køreglæde for fuld pedal i form af Toyota GT86/Subaru BRZ har fået den årlige ærespris fra Motorjournalisternes Klub Danmark.

De to så godt som identiske sportscoupéer vandt æresprisen med sikker margin i forbindelse med Årets Bil i Danmark 2013.

Ved den lejlighed uddeler de danske motorjournalister en ærespris, hvis de finder, der er en værdig kandidat.

Identiske sportsvogne fra Japan

De to sportscoupéer, der i al væsentlig bygger på Subaru-teknik, men er udviklet i fællesskab, roses for at bringe enkel køreglæde tilbage og underforstået til en forholdsvis fornuftig pris.

Bilerne koster ca. 550.000 kr.

Øvrige kandidater til titlen var Volvos mange sikkerhedssystemer i V40, Mazdas Skyactiv-teknologi, særligt motorerne, Fords 1.0 Ecoboost-motor og Volkswagens nye 1.0-motor til de nye trillinger.