TomTom på Android

Blandt de kendte gps-mærker har det hidtil kun været Navigon, der har tilbudt en app til Android-systemet. Men nu er hollandske TomTom også tilgængeligt på nogle telefoner med Googles styresystem.

Nu er TomTom også klar til Android-telefonerne. Men ikke alle telefoner er kompatible med navigationssoftwaren.
Nyt om biler

Hvorfor skulle man købe en navigations-app fra TomTom, når man kan få det samme gratis fra f.eks. Google? Ideen er faktisk ikke så dum, som den kan lyde.

Selv om Google tilbyder en ganske udmærket navigations-app i deres Android-system, er der en del kunder, som ønsker at benytte navigation, uden at det koster mobildata.

Ulempen ved Google Navigation og mange af de gratis tjenester er nemlig, at selve kortmaterialet ikke ligger på telefonen, men skal downloades under kørslen, og det koster at få overført data – især i udlandet. TomToms app lægger kortet på mobilen, så den koster i indkøb, men ikke i brug.

23 eller 35 lande?

TomTom tilbyder to forskellige apps, en med hele Europa med 35 lande til en introduktionspris på 439 kr., og den billigere Vesteuropa med 23 lande til 339 kr.

Du skal være opmærksom på, at du bliver nødt til at downloade hele kortet, når du køber programmet. De fylder henholdsvis 3,4 og 2,7 gb på telefonen.

Her er eksempelvis Navigons app smartere, idet du kan vælge, hvilke lande du vil have liggende på din telefon, så du ikke er tvunget til at fylde telefonen op med kort, du ikke bruger.

Livstidsopdatering af kort

En af fordelene ved at købe kort til mobiltelefonen er, at du samtidig får livstidsopdatering af kortmaterialet, så du mindst fire gange om året får helt nye kortdata. Det er en klar forbedring i forhold til de fleste af TomToms almindelige gps-enheder, hvor du efterfølgende skal købe kortopdateringer.

TomTom ikke til alle

Hvor Apple kun tilbyder deres styresystem på egne telefoner, så er Android-styresystemet udbredt på flere forskellige mobilproducenter. Det giver udfordringer, når man vil udvikle apps, især fordi de forskellige mærker prøver at adskille sig fra konkurrenterne med størrelsen på skærmen.

TomTom har p.t. kun udgivet deres app i størrelserne 800x480 px eller 854x480 px, hvilket betyder, at flere nye telefoner som den p.t. bedste Android-telefon Samsung Galaxy S3 ikke er kan bruge app’en.

I Google Play kan du se, om din mobil er kompatibel med TomToms program, og se den aktuelle pris på app’en. Det er et marked, hvor der ofte er kampagner til tilbud.