Smartphonen har gjort sit indtog i de danske biler, og i stedet for at koncentrere sig om bilistens egentlige opgave – at køre bil – sidder mange med opmærksomheden rettet mod mobiltelefonen.
Det har politiet også bemærket, idet de gennem de senere år har udskrevet langt flere bøder end tidligere.
Rigspolitiet har opgjort bøder udskrevet i første halvår fra 2009 frem til 2012. Og til trods for at bødetaksen for håndholdt tale/sms er steget fra 500 til 1.500 kr., er antallet af sigtelser steget fra 15.409 i 2009 til 23.313 sigtelser i 2012.
Kør bil, når du kører bil
Helt aktuelt har Politiet i forbindelse med Rådet for Sikker Trafiks kampagne „Kør bil, når du kører bil” fra den 22. til 28. oktober standset 3.748 køretøjer, hvor der blev konstateret 1.517 forseelser. Herunder 468 førere, der blev sigtet for anvendelse af håndholdt mobil.Til sammenligning blev 37 førere sigtet for at køre frem mod gult/rødt lys.
Afdelingschef i FDMs økonomiske og politiske sekretariat Torben Lund Kudsk understreger, at uopmærksomhed er farligt i trafikken:
- Danske undersøgelser viser, at op mod hver tredje ulykke i trafikken skyldes uopmærksomhed, og i den forbindelse er håndholdt mobilsnak én af de vigtige syndere. Det er ikke alene farligt, men kan også blive dyrt at tale håndholdt mobil under kørslen.
Håndfri fra 500 kr.
Derfor opfordrer FDM alle der taler i mobil, når de kører bil til at anskaffe en håndfri løsning.
- Men undersøgelser viser, at man selv med en lovlig håndfri løsning bliver distraheret. Derfor er FDMs råd at man holder ind til siden ved længere og mere krævende samtaler, siger Torben Lund Kudsk.
De rødørede bilister har ingen økonomisk god forklaring, for i dag kan man anskaffe sig et håndfrit headset eller en såkaldt speakerphone, der monteres i solskyggen, for en tredjedel af bødens størrelse.
Ønsker man at få mere permanente løsninger med bedre lyd og brugervenlighed til følge, starter priserne fra omkring 1.000 kr. for selve produktet, og hertil kommer udgifter til montering, hvis man ikke er snild med fingrene.
Køb håndfrit sæt til bilen i FDMs netbutik