Førere af ældre biler kører oftere for hurtigt, de bruger selen sjældnere, og flere bliver dræbt, end tilfældet er for førere af nye biler.
Det viser en ny analyse fra Vejdirektoratet på baggrund af oplysninger om alle dødsulykker i 2010 og 2011.
Generelt kører de yngste førere i de ældste biler, og jo ældre bilen er, desto større er andelen af mandlige førere under 25 år. Når bilen bliver mellem 10 og 14 år, er hver tredje fører ved en ulykke under 25 år, og heraf er 69 procent mænd.
Omvendt sidder der ofte en kvinde bag rattet i yngre biler.
Nye biler redder liv
Af analysen fremgår det også, at jo ældre bilen er, desto større er andelen af førere, som bliver dræbt ved ulykken. Andelen af dræbte førere er 13 procent for biler med en alder mellem 0 år og 4 år. Herefter er andelen af dræbte førere støt stigende i hvert aldersinterval, indtil biler i alderen 20+ år, hvor 53 procent af førerne bliver dræbt.
Desuden ses der en tendens til, at jo ældre bilen er, desto større er andelen af biler med utilstrækkelig bremseevne, fejl på lys og reflekser og utilstrækkelig vedligeholdelsesstand.
Analysen bekræfter en rapport fra DTU, der bliver udgivet tidligere på året med økonomisk støtte fra bl.a. FDM.
- Dengang viste resultatet, at hvis alle uheld i 2010 var sket med biler fra samme år, så ville antallet af døde førere have været halveret, og antallet af alvorligt tilskadekomne reduceret med en tredjedel, fortæller Torben Lund Kudsk, afdelingschef i FDMs Økonomiske Politiske Sekretariat.
Brug for ændrede afgifter
At det forholder sig sådan, skyldes især den høje danske registreringsafgift, mener FDM.
– Den gør det uforholdsmæssigt dyrt at anskaffe sig en nyere og dermed sikrere bil. Desuden er en række sikkerhedssystemer til biler belagt med høje afgifter. Derfor presser FDM på for, at regeringen i høj grad vil lægge vægt på sikkerheden ved den kommende omlægning af registreringsafgiften, siger Torben Lund Kudsk.
FDM ser frem til, at regeringen kommer med et oplæg til omlægning af registreringsafgiften, som den har beskrevet i regeringsgrundlaget.