Limfjordsbro forsinket igen

Etableringen af en ny broklap på jernbanebroen over Limfjorden er endnu engang udskudt. Togrejsende i Nordjylland må derfor stadig transporteres i busser.

Sådan så jernbanebroen over Limfjorden ud, efter den var blevet påsejlet af et finsk containerskib.
Trafik

Da et finsk containerskib sejlede ind i jernbanebroen over Limfjorden den 28. marts, lød den umiddelbare melding, at det ville tage et halvt år at udbedre skaderne. Siden har der været flere datoer for broens genåbning, der er blevet udskudt flere gange.

Senest lød meldingen på „sidst i november”, men nu har Banedanmark atter udskudt åbningen til en endnu ukendt dato i det nye år.

– De hårdtprøvede nordjyder har krav på færdige løsninger og et endeligt resultat - nemlig at der igen kan køre tog over Limfjorden. Derfor sætter vi først en ny dato, når vi har sikkerhed for, at alle fejl og mangler er udbedret, og broen er monteret, så vi kan gå i gang med de afsluttende spor- og sikringsarbejder, forklarer Jesper Hansen, administrerende direktør i Banedanmark.

Fejl i svejsninger

Banedanmark står sammen med bygge- og anlægsvirksomheden MT Højgaard for at genetablere broklappen på jernbanebroen. Arbejdet med udbedringen af fejl og mangler på broelementerne er mere omfattende end først antaget.

– Vi har for nylig konstateret et usædvanligt stort antal fejl i svejsningerne på broen, hvilket gør, at følgearbejdet er blevet udvidet, så produktet lever op til de stillede krav. Derfor kan vi desværre ikke følge den planlagte tidsplan. Vi arbejder meget fokuseret på at få projektet afsluttet og afleveret så hurtigt som muligt uden at gå på kompromis med kvaliteten, siger Henning Schultz, divisionsdirektør i MT Højgaard.

Togpassagerer mellem Aalborg og Vendsyssel skal derfor stadig skifte til busser, når de skal passere Limfjorden.