Derfor anker FDM landsretsdom om p-afgifter

FDM forklarer, hvorfor den aktuelle sag er en principiel sag for bilisterne.

FDM forklarer, hvorfor den aktuelle sag er en principiel sag for bilisterne.
FDM Mener

Mange medlemshenvendelser
FDMs Rådgivning modtager hver eneste dag henvendelser fra medlemmer, som er blevet pålagt afgifter for overtrædelse af parkeringsrestriktioner på såvel offentligt som privat område. Derfor interesserer FDM sig for området.

FDM stoler på bilisterne
Flertallet af de medlemmer, som henvender sig til FDM, har utvivlsomt været i god tro om, at de parkerede i overensstemmelse med gældende regler. Der er således ikke belæg for at beskylde andre medlemmer for at spekulere i at overtræde reglerne.

For privat parkering gælder det særligt, at området ikke er lovreguleret, sådan som det for eksempel kendes fra købeloven, hvor der er regler, som beskytter forbrugeren.  For privat parkering gælder det, at det enkelte p-selskab selv fastsætter reglerne. Når vi samtidig ved, at nogle af selskaberne primært har indtægter ved at udskrive afgifter, er der særlig grund til at forholde sig kritisk til, hvorledes de skilter, og hvorledes de i øvrigt driver deres virksomhed. Den manglende regulering af området er også baggrunden for, at FDM fører en sag, som den der netop er afgjort i Landsretten.

Dom vigtig for bilisternes retssikkerhed
På baggrund af de medlemshenvendelser vi modtager, ser vi et behov for at få afklaret, om der er balance mellem den forseelse, bilisten uden at ønske det  har begået, og den ”straf” han pålægges. FDM mener fortsat, at det er nødvendigt med sanktioner for at sikre at reglerne overholdes, men det er ikke det samme, som at den, der uforvarende overtræder reglerne, skal kunne  belastes med et ukendt antal afgifter.

Læs dommen her (åbner pdf-fil i nyt vindue)

Girokort på girokort løser ikke problemet
I stedet for at sætte girokort efter girokort på en forkert parkeret bil, giver det efter vores opfattelse mere mening, hvis man søgte at kontakte ejeren, så bilen kunne blive flyttet. For den bilist, som oplever at hans reserverede plads er optaget, må primærinteressen vel også være, at få fjernet den bil som optager pladsen.