30,3 km pr. liter kan en forbedret udgave af Opel Corsa nu prale af, og dermed har også Opel meldt sig ind i bilfabrikkernes 30 km/l-klub.
Det fine tal efter den officielle målemetode svarer til 88 gram CO2 pr. km og gælder den tredørs Corsa 1,3 Ecoflex med 95 hestekræfter. Det er en pæn forbedring på ni procent i forhold til hidtil. hvor EU-tallet har heddet 27,8 km pr. liter.
Femdørs: 29,4 km/l
Den femdørs er ét gram dårligere og når ikke over den magiske grænse: 29,4 km pr. liter, men det er trods alt nok til at få også den femdørs ned på laveste ejerafgift, som er 740 kr. årligt.
Resultatet er opnået ved en række små forbedringer blandt andet en avanceret oliepumpe, så oliecirkulationen reduceres til et minimum, en ny type olie til gearkassen med mindre friktion og ny motorstyring.
Bilen har nu som før stop-start-teknik. Billigste version koster godt 170.000 kr.
Forbedret undervogn og gearkasse
Samtidig har Corsa, der stammer fra 2007 og er ”Årets Bil i Danmark 2008”, fået endnu en opdatering. Den omfatter nye fjedre og støddæmpere, der skulle give bedre komfort på ujævn vej, samt nye gearkasser med et mere præcist og letgående gearskifte.
Endelig har benzindrevne Corsa’er med 1.2, 1.4 og 1.4 Turbo fået genindvinding af bremseenergien, der også sparer lidt brændstof.