Nu er det blevet Skodas tur til at vise sin vigtige nye model i Volkswagen-gruppens kompaktklasse. Efter Audi A3, VW Golf og Seat Leon slippes Skoda Octavia nu ud i lyset i hatchback-version, og alle centrale data er også offentliggjort.
Af dem kan man se, at den nye Octavia bliver endnu større og mere rummelig end den nuværende generation, og vokseværket er betydeligt.En halv klasse op
Bl.a. løsriver Octavia sig for første gang fra Golfs akselafstand – en central indikator for en bils størrelse og især rummelighed.
Mens Golf 7 er vokset seks cm i akselafstand i forhold til Golf 5/6, så springer Octavia hele 11 cm op og kommer til at spænde 2,69 meter. Det er blot to cm mindre end dagens Passat.
40 cm længere end VW Golf
Længden øges ni cm til i alt 4,66 meter. Det er hele 40 cm mere end Golf. Octavia vokser fem cm i bredden til 1,82 meter. Også det er mere end den nye Golf.Udvidelsen betyder ifølge Skoda, at der bliver bedre benplads bag, større loftshøjde og mere albueplads. Bagagerummet er med 590 liter ca. lige så stort som før.
Trods de markant større dimensioner har Octavia tabt sig ”op til” 102 kg.
110 heste og 29,4 km/l
Motorprogrammet bliver stort med fire benzin- og fire diesel-versioner. En 1.6 diesel bliver en særdeles sparsommelig variant. Den 110 hestes model i Greenline-udgave når op på 29,4 km pr. liter efter de officielle målinger. Det svarer til blot 89 gram CO2 pr. km.
En 1.8 180 hestes benzinmodel bliver kraftigste model, indtil en sportslig RS-version er klar. En gasdreven CNG-model kommer også.
Firehjulstrukne udgaver bliver på et senere tidspunkt en mulighed på europæisk plan.
Ni airbags og aktiv motorhjelm
Sikkerhedsudstyret vil som standard eller ekstraudstyr omfatte automatisk nødbremse, multikollisionsbremse, døsighedsalarm, vognbaneassistent og motorhjelm, der popper op i tilfælde af en fodgængerpåkørsel.Octavia fås med op til ni airbags, hvoraf knæairbag og sideairbag ved bagsædet er nyt for modellen.
Blandt andet udstyr, Octavia-købere kan tilvælge er adaptiv fartpilot, automatisk op- og nedblænding, skiltegenkendelse, automatisk parkeringsfunktion og nøglefri betjening.
Kommer til marts
Den nye Octavia er formentlig i Danmark til marts. Hvad prisen bliver, er ikke offentliggjort, og selv om VW golf ikke blev dyrere ved generationsskiftet, er det ikke sikkert, det samme holder ved Octavia.
Dertil er vokseværket og forbedringer i materialer og udstyr formentlig for stort. Dertil kommer, at Skoda får den nye og billige Rapid (fra 179.000 kr.) til at dække flanken for de mest prisfølsomme kunder.
Den vigtige stationcar ventes senere i 2013.