Samsø rykker fra oktober 2014 en halv time nærmere til Sjælland. Den markante forbedring af trafikforbindelsen sker, når en ny havn på østsiden af Samsø er færdig.
Transportministeriet har netop sendt besejlingen mellem Samsø og Kalundborg i udbud, og da Samsø Kommune har lovet at anlægge en ny havn, giver det helt nye muligheder for færgebetjeningen.
Sejler forbi Samsø
I dag sejler færgen fra Kalundborg nærmest uden om Samsø, da den nærmeste havn ligger i Kolby Kås på Samsøs vestside (A på kortet).
Men 1. oktober 2014 vil en helt ny færgehavn i Ballen på østsiden være klar (B på kortet).
En halv time hurtigere
Det betyder, at sejltiden kan forkortes betragteligt; ca. en halv time, så turen kan gøres på ca. 1 time og 20 minutter i stedet for 1 time og 50 minutter.
Foruden ruten til Sjælland har Samsø en kortere forbindelse til Jylland i form af Kolby Kås-Hou-ruten, der har en sejltid på 1 time. Desuden findes Hou-Sælvig.
- Jeg er meget begejstret for, at Samsø Kommune har taget initiativ til at bygge den nye havn. Jeg er sikker på, at den kortere sejltid vil give Samsø et løft. Mange rejsende fra sjællandssiden vælger i dag rejsen til Samsø fra, fordi sejltiden er for lang, siger transportminister Henrik Dam Kristensen.
Større færge
Ud over den kortere distance rummer Transportministeriets nye udbud andre forbedringer for de rejsende: Der skal være plads til flere biler på færgen, og der skal indføres ny prisstruktur med ”Bil + 5 personer”, som skal koste ned til 102 kr. i 2012-priser.
Hvilket rederi, der får opgaven, afgøres i foråret 2013. I dag besejles ruten af rederiet Færgen.