Politiet bliver helt elektrisk

Politiet i den kinesiske millionby Shenzhen skal nu køre elektrisk. Den lokale bilproducent BYD leverer 500 eldrevne patruljebiler.

En pæn stor samling af politiets elektriske patruljevogne.
Nyt om biler

Hvis man i fremtiden vil stikke af fra en politibil i den kinesiske by Shenzhen, skal man blot være vedholdende nok og evt. holde hastigheden på 140 km/t. Så løber ordensmagten tør for strøm.

En stor del af millionbyens patruljevogne bliver nu elektriske, idet Shenzhens ”Public Security Bureau” har indgået en helt usædvanlig bilaftale og anskaffet hele 500 eldrevne patruljebiler.

Alle bilerne er af modellen e6 fra kinesiske BYD, som har en angivet rækkevidde på 300 km.

BYDs hjemmebane

Byen Shenzhen har i længere tid haft en flåde på 300 eldrevne e6-taxier fra BYD.
Byen Shenzhen har i længere tid haft en flåde på 300 eldrevne e6-taxier fra BYD.
Samarbejdet er ikke tilfældigt, idet den dynamiske erhvervsby Shenzhen i Sydkina er hjemsted for BYD. Firmaet er Kinas førende elbilproducent og en af verdens største producenter af batterier til håndværktøj og mobiltelefoner.

Mens det går halvsløjt med at sælge e6-elbilen i almindelighed, findes der mange af dem i Shenzhen, hvor 300 e6 gør tjeneste som taxier.

Og her er erfaringerne tilsyneladende gode. Bilerne har tilsammen tilbagelagt 30 millioner km, og den længst kørende har nu passeret 250.000 km. Det fremgår ikke, om og i givet fald hvor mange gange, den bil har fået skiftet batteri.

Eltaxier også til London

Bystyret har desuden – ifølge BYD - planer om at indsætte yderligere 500 eltaxier af samme model.

Bilen er også på vej til Europa. Et mindre taxiselskab i London, Greentomatocars, vil til foråret indsætte de første af 50 e6 i sin flåde.