Bilister får rasteplads på jysk motorvej

"Hærvejen" hedder nye, store rastepladser på Midtjyske Motorvej mellem Vejle og Herning. Der bliver hverken brændstof eller mad at købe.

De to nye rastepladser på Midtjyske Motorvej, "Hærvejen".
Trafik

Trafikanter i det midtjyske har fået et nyt sted at holde pause. På den nye del af Midtjyske Motorvej er et større rasteanlæg taget i brug mellem Riis og Ølholm – lidt nordvest for Vejle – hvor motorvejen både har rutenummer 18 og 30.

De nye rastepladser har bl.a. hundeskov og legeplads, men ikke kiosk.
De nye rastepladser har bl.a. hundeskov og legeplads, men ikke kiosk.
Rasteplads Hærvejen består af to rastepladser, en på hver side af motorvejen.

Ud over toiletter og borde/bænke indeholder rastepladserne også en hundeskov og en legeplads samt redskaber til motion og udstrækning for de besøgende, der har siddet længe i bilen.

Designet ud fra landskabet

Rastepladserne er designet med udgangspunkt i det omgivende landskab, siger Vejdirektoratet – både i valget af farver og materialer. Rastepladserne har derfor fået et råt udtryk med ubehandlet støbejern, stål og enkle, sorte overflader.

De nye rastepladser har hverken kiosk eller tankanlæg, men de er forberedt til det, hvis trafikmængden på motorvejen bliver stor nok til at drive en tankstation.