Airbag-skandale blæser uden om Danmark

Den største sikkerhedsskandale i bilhistorien når nye højder med endnu flere tilbagekaldelser. Omkring 100 mio. airbags på verdensplan kan være fejlbehæftede og farlige. Biler i Danmark er formentlig næsten ikke berørt.

Bilist

Tallene er nærmest ufattelig store. I 2013-2015 er 60 mio. airbags, der egentlig skule give bilister tryghed og sikkerhed, mistænkt for at være farlige. Nu kan det tal formentlig forhøjes med 35-40 mio. airbags ifølge den amerikanske sikkerhedsmyndighed, NHTSA.

Hvis japanske myndigheder følger trop på den amerikanske sag, kan antallet af berørte airbags komme op på 118 mio. Antallet af berørte biler er mindre, da hver bil kan have flere af de fejlbehæftede airbags.

Japansk leverandør bag alle fejl

De enorme tal får det også til at virke ufatteligt, at det japanske firma bag, Takata Corp., ikke er gået bankerot. Millionvis af ekstra komponenter til airbags skal fremstilles på kort tid, og erstatningskrav står i kø. Firmaet har indtil videre posteret meget store tab i sine regnskaber, men den nye sag er ikke indregnet.

Dertil kommer, at Takata og bilproducenter knap nok er begyndt på deres interne regnskab. Det er i høj grad bilproducenterne, som indtil videre har båret byrden – målt i både besvær, udgifter og omdømme.

Formentlig få biler i Danmark

Trods skandalens omfang lader det til, at biler i Danmark i meget begrænset omfang er berørt af den seneste bølge. Første runde fra 2013 og frem betød, at bl.a. BMW, Toyota, Nissan og Honda i Danmark måtte kalde nogle tusinde biler hver til kontrol og potentielt udskifte airbags.

Den nyste omgang berører ifølge foreløbige oplysninger kun få biler i Danmark. Honda forventer at skulle tilbagekalde endnu engang, men hvor mange og hvilke modeller ved den danske importør endnu ikke.

Airbag udløser for kraftigt

Problemet med de mange airbags er en fejlbehæftet udløser-enhed, som Takata har produceret. Hvis airbaggen udløses, kan opblæsningen foregå alt for kraftigt, så plast- og metalstykker slynges mod de ombordværende.

Mindst 13 bilister i USA og senest i Malaysia menes at have mistet livet på grund af de voldsomme airbags-udløsninger.