Motorvej bliver smal før den bliver bred

Nu begynder udvidelsen af Helsingørmotorvejen for alvor. Det betyder smalle vognbaner og fartbegrænsning de næste tre år. Trafikpropperne ventes dog ikke at blive meget værre.

Trafik

Entreprenører har længe arbejdet med forberedende arbejder ved siden af Helsingørmotorvejen, men nu rykker maskinerne ind på selve vejarealet.
Entreprenører har længe arbejdet med forberedende arbejder ved siden af Helsingørmotorvejen, men nu rykker maskinerne ind på selve vejarealet.
I påsken begynder udvidelsen af Helsingørmotorvejen for alvor, og når hverdagstrafikken vender tilbage efter helligdagene, vil det være til to smalle spor i hver retning og maks. 80 km i timen.

Den stærkt trafikerede motorvej skal udvides fra fire til seks spor på en 4,5 km strækning mellem Gl. Holte <13> og Hørsholm S <10>.

Der vil være to spor i hver retning under anlægget, og der kan komme større trafikpropper end ellers, men da Helsingørmotorvejen i forvejen er sandet helt til i myldretiden, bliver der formentlig ikke den store forskel fra nu.

Ikke værre i myldretiden

Sådan foregår udvidelsen på den nordlige del af strækningen. Klik på billedet for at se det større.
Sådan foregår udvidelsen på den nordlige del af strækningen. Klik på billedet for at se det større.
Vejdirektoratet forventer, at der i myldretiden sandsynligvis ikke vil være ændringer i forhold til i dag, og baseret på erfaringerne fra udvidelsen af Holbækmotorvejen Roskilde-Fløng regner vejmyndigheden med, at rejsetiden ikke forøges med mere end to minutter udenfor myldretiden.

Mest mærkbart kan det muligvis blive i de weekends i dette for, hvor broer skal rives ned, og der derfor kun vil være et spor i hver retning. Trods reduceret weekendtrafik kan det give store forsinkelser.

Lokale veje berøres

De trafikale gener bliver muligvis større på de kommunale veje i området, når broerne skal rives ned og til- og frakørsler lukkes i længere perioder.

Sådan foregår udvidelsen på den sydlige del af strækningen. Klik på billedet for at se det større.
Sådan foregår udvidelsen på den sydlige del af strækningen. Klik på billedet for at se det større.
Sidst i anlægsperioden nedlægges til- og frakørsel 11, Høsterkøb/Sandbjerg, permanet efter ønske fra Rudersdal Kommune.

I stedet bliver tilslutningsanlæg 12 Vedbæk kraftigt udbygget, så der fremover også bliver tilslutning til og fra nord.

Dynamisk trafikinformation

Et omfattende ITS-system står klar til at regulere fartgrænsen og oplyse om hændelser. Det er ikke afgjort, om det får lov at blive stående efter udvidelsen.

Udbygningen bliver dyr i forhold til strækningens længde. 1,4 mia. kr. er der bevilget. Den høje pris skyldes bl.a., at fem broer skal rives ned og syv nye skal bygges.

Klar i 2016, måske 2015

Den udvidede motorvej vil være helt klar i løbet af 2016, men ifølge de foreløbige planer er de fleste større arbejder færdige sidst i 2015. Vejdirektoratet vil dog endnu ikke love, at der allerede i 2015 vil være tre brugbare spor i hver retning, men sådan er det gået ved de fleste seneste motorvejsudvidelser.