Audi har tidligere vist et vellignende koncept, men nu er den rigtige bil klar: Audi A3 kommer – for første gang – som sedan.
Bilen bliver også lanceret i Danmark, selv om sedansalget i den bilstørrelse er yderst beskedent hos os. VW solgte f.eks. kun 55 Jetta i hele 2012 – et styrtdyk på 85 procent fra lanceringsåret 2011.Men uden for vores lille verden er det en vigtig model – Audi betegner ligefrem den kompakte sedanklasse som verdens største bilsegment. Særligt i USA, Rusland og Kina er biltypen populær.
Lavere og bredere
Audi har gjort mere end blot at smække en ”kuffert” bag på Sportback’en.
A3 Limousine, som er det officielle navn, er f.eks. en cm lavere og en cm bredere end Sportback. Sedanen har samme store akselafstand som den femdørs, men er samtidig 15 cm længere.Bagagerummet rummer 425 liter - en anelse mere end Sportback'ens officielle tal på 380 liter.
Designet er også finjusteret på en lang række punkter.
S3 med 300 hk
A3 sedan får følgeskab af den meget sportslige S3, der kan bryste sig af 300 hestekræfter og 380 newtonmeter fra en 2.0 benzinmotor.
En nyhed, som debuterer i A3 sedan, er en særlig oplysningstjeneste om parkeringspladser i nærheden. Dermed kan Audi Connect-systemet oplyse om ledige p-pladser og prisen for at holde på dem.Det fremgår ikke, i hvor store geografiske områder, den tjeneste virker.