Dyrt at glemme cvr-nummer

Hvis du har glemt at klistre et cvr-nummer på varebilen, er det en god idé at få det gjort nu. Der vanker nemlig klækkelige bøder fra Skat, hvis tingene ikke er i orden.

Bilist

Som en led i bekæmpelsen af sort arbejde har varebiler fra januar i år skulle være forsynet med synligt firmanavn og/eller logo samt et cvr-nummer. Reglerne gælder for biler, der har en totalvægt på op til fire ton, der er på gule plader, og der er indregistreret til udelukkende at anvendes erhvervsmæssigt.

Bøden for ikke at overholde reglerne er på 5.000 kr. Bliver det nødvendigt med flere bøder til den samme ejer, stiger taksten først til 10.000 kr., derefter 15.000 kr., og fjerde gang er bøden helt oppe på 22.500 kr.

Varebiler på papegøjeplader er ikke omfattet af skiltningspligten.

Løftet pegefinger udskiftes med bøder

I marts opsøgte Skat chauffører uden cvr-nummer for at minde dem om de nye regler. I denne måned gennemføres så endnu en kampagne.

Men nu er der ikke kun en folder med informationer om de nye regler med til ejerne af varebiler. Der vil også blive udskrevet bøder, varsler Skat.

Som hovedregel er det ejeren af bilen, som har ansvaret for, at skiltningen på bilen opfylder reglerne. Læs mere om reglerne hos SKAT

Du kan købe cvr-skilte i FDMs Netbutik. Skiltene, som ses på billedet, har selvklæbende plastfolie, og man fjerner de ”overflødige” streger for at skrive tallene.