Hold til højre på motorvejen

Mange bilister lægger sig i venstre spor på motorvejen, selv om de burde trække til højre. En film skal lære danskerne at holde til højre.

Trafik

Hvor ofte møder du bilister, der glemmer at holde til højre?

Det spørgsmål stillede FDM på sin Facebook-side, og svarene væltede ind:

„Flere gange dagligt, frekvensen øges jo mere trafik der er på motorvejen”, skrev Rune Hansen.

„Hele tiden. Det kunne måske afvikle trafikken på en mere fornuftig og hurtigere måde, hvis man overholdt reglen”, lød svaret fra Jesper Jørgensen.

Morten Jensen påpegede: „Dagligt. Lige så snart motorvejen bliver tresporet, kører mange ud i midten, selvom der ikke er noget at overhale.”

Pladsen udnyttes ikke optimalt

Ikke nok med, at mange er trætte af de dårlige vaner på motorvejene. Det skaber også en uensartet trafik med ophobninger og farlige opbremsninger. Bilister, der undlader at holde til højre, selv om der er mulighed for det, spærrer nemlig både den vognbane, de selv befinder sig i, og den højre vognbane, da det er forbudt at overhale højre om.

De bagvedkørende er dermed låst og kan ikke komme forbi. Samtidig er der en hel vognbane i højre side, som ikke bruges til at afvikle trafikken.

Sådan kører du på motorvej

Nu har Vejdirektoratet lavet en oplysningsfilm, der skal sætte fokus på problemet med bilister, der uden grund bliver liggende i venstre spor, selv om de burde trække ind til højre.

Filmen understreger, at det ifølge færdselsloven er påbudt, at man som trafikant altid skal holde til højre, hvis der er plads til det.

- Jeg håber, at vi med filmen kan medvirke til at ændre danske trafikanters adfærd og gøre det mere sikkert og fremkommeligt at færdes på de danske motorveje, siger direktør for Vejdirektoratet Per Jacobsen

Video: Hold til højre

Deltag i debatten om trafikkultur