Koks med variable motorvejsskilte

De variable hastighedstavler på Køge Bugt Motorvejen fungerer ikke ordentlig på grund af fejl i komponenter. Fejlen vil være udbedret om et par uger, forventer Vejdirektoratet.

Trafik

De dynamiske fartskilte på Køge Bugt Motorvejen har vist sig lidt for dynamiske. De lever til dels deres eget liv.

- Vi har konstateret, at ITS-systemet kører meget ustabilt. Der er samtidig kommet rigtige mange henvendelser fra pendlere, som fortæller, at de hastigheder, som vi viser på de variable tavler ikke stemmer overens med de aktuelle forhold på strækningen, siger Preben T. Pedersen, der er projektleder for Vejdirektoratets udbygning af motorvejen.

Fejlen er nu fundet og har vist sig at skyldes nogle defekte komponenter i systemet.

Låses nu på 80 km/t.

Hastighedstavlerne mellem Greve S og Solrød S bliver de næste par uger låst fast på 80 km/t. i myldretiderne.

Der kan dog stadig forekomme situationer, hvor tavlerne viser en hastighedsgrænse lavere end 80 km/t. Det vil ske, når Vejdirektoratets Trafik Informations Center - ved trafikuheld og ved test af systemet - manuelt nedregulerer hastigheden.

De variable skilte er sat op i forbindelse med udbygningen af Køge Bugt Motorvejen mellem Greve S og Solrød S. Skiltene skal informere trafikanterne om uheld, kø og rejsetid og gøre det muligt for Vejdirektoratet at ændre på den tilladte hastighed.