Den helt nye Renault Twingo er kommet snigende. Normalt afsløres nye biler på store biludstillinger, men kommende Renault Twingo har fået sin forsigtige debut på møbelmessen i Milano som konceptbilen Twin Z.
Men trods lokaliteten og konceptbilens staffage er der ingen tvivl om, at der gemmer sig en rigtig bil inde bag – den helt nye Twingo.Klar om mindre end et år
15 år holdt første generation, anden udgave når kun op på maks. otte år, idet produktionsudgaven af Twin Z forventes at debutere på Frankfurt-udstillingen til efteråret eller Genève-udstillingen i foråret 2014.
Premieren på designer-møbelmessen indikerer, at tredje generation Twingo skal være en markant designerbil som Twingo I, der blev en af 1990ernes markante biler. Den nuværende anden generation var derimod fra begyndelsen en ret forsigtig og anonym affære.
Baghjulstræk og hækmotor
Twin Z fortæller mange interessante ting om den næste Twingo. Ud over det kække design – der i profil minder lovlig meget om Fiat 500 – kommer Twin Z med et budskab om baghjulstræk og motoren anbragt bagtil.Det er en billig og pladsbesparende konstruktion, der dog har nogle køredynamiske problemer. Det kan tænkes nu at være løst med elektroniske hjælpemidler.
Basis for næste Smart Fortwo
Årsagen til at Twingo åbenbart får baghjulstræk – og hækmotor - er, at samme platform også skal bruges til den næste Smart Fortwo samt en ny, større Smart Forfour.
Renault-eksperter har tidligere oplyst over for Motor, at Renault har fået opgaven af Smart/Daimler med at udvikle – og producere - de to nye Smart-modeller. Renault får efter planen ikke selv en version af den korte, topersoners model.
Eldrevet
Konceptbilen er eldrevet, og det passer også med tidligere oplysninger: Den næste Twingo vil kunne fås i en elektrisk udgave – lige som den næste Smart.
Twin Z er nogenlunde på størrelse med Twingo: 3,6 meter lang, 1,7 meter bred og 1,5 meter høj. Akselafstanden er knap 2,5 meter, og vægten angives til blot 980 kg – trods batterivægten.
Konceptbilens rækkevidde opgives til 160 km.