Gadelyset tænder for trafikken

På Frederiksberg forsøger man med et nyt system, så gadebelysningen er dæmpet, når der ikke er trafik. Til gengæld skrues der automatisk op, når der kommer trafikanter på vejen.

Gadelamper på en kort strækning på Frederiksberg skruer nu selv op og ned for belysningen, efter om der er trafik eller ej.
Trafik

Dæmpet hyggebelysning, når der ikke er trafik, fuldt blus på lamperne, når biler, cyklister eller fodgængere har brug for lys.

Det er idéen i en ny form for vejbelysning, der nu afprøves i Frederiksberg Kommune.

Miljøvenligt og æstetik

Det ”intelligente” gadelys holder lavt blus, når der ingen trafik er. Dermed kan der spares energi, og de fredelige villaveje kan få ”kraftig forbedret æstetik” om natten.

Sensorer sørger for, at der til gengæld skrues op for lysstyrken, når trafikanter har brug for belysning – stort set på samme måde, som i mange private indkørsler.

Mere lys end før

Ifølge Frederiksberg Kommune vil man opleve, at der er mere lys end tidligere, når automatikken har skruet op for lysstyrken. Efter to minutter skrues der ned for blusset.

- Det er et vigtigt pilotprojekt, vi har i gang i øjeblikket, hvor vi får de første erfaringer – og den første feedback fra borgerne. systemet skal fungere rent teknisk, trafiksikkerheden skal fortsat være i top, og borgerne skal naturligvis føle sig trygge og opleve, at der er lys nok, siger borgmester Jørgen Glenthøj.

Kort strækning

Forsøget omfatter en meget kort strækning af Dronning Olgas Vej, hvor fire traditionelle, højtsiddende gadelamper samtidig er skiftet ud med nye og lavere gadelamper.

Ideen med at lade belysningen styre af trafikken har Frederiksberg Kommune sidste år ført ud i livet langs en løberute i det rekreative område Søndermarken.