Er fotovogne en pengemaskine?

Det spørgsmål skal justitsminister Morten Bødskov bl.a. svare på i samråd om politiets nye fotovogne

Bilist

I løbet af efteråret begynder politiet at implementere de nye fotovogne med digitalt udstyr, der skal øge træfsikkerheden, når der skydes billeder af bilister, der kører for stærkt. Med det nuværende udstyr bliver op mod 30 procent af billeder af fartsyndere kasseret, fordi de ikke er gode nok.

Foruden digitaliseringen firdobles antallet af fotovogne, så der vil være 100 vogne, hvorfra politiet kan lave periodevis fartkontrol.

Ny strategi på vej

Politiets ledelse er ved at udarbejde en strategi for, hvordan fartkontrollerne med de mange nye vogne skal foregå.

I dag kan man på politiets hjemmeside læse, hvilke strækninger, der er udvalgt til ATK, og ved vejarbejder, kan der være skiltet med ”periodevis fartkontrol”.

- Når vi udvider flåden, skal vi også tage stilling til, hvor synlig skal indsatsen være. På nogle strækninger skal vi måske sætte permanente skilte op med ”periodevis fartkontrol”, og så kommer ATK med mellemrum og måler. Men vi kan også have midlertidige skilte eller helt undlade at sætte skilte op, forklarede politidirektør i Rigspolitiet, Thorkild Fogde, til Motors januarudgave 2013.

Det er FDMs holdning, at fotovognene primært bør holde på særlig farlige vejstrækninger, og at der skal skiltes ved alle kontroller for at få den bedst mulige præventive effekt.

Justitsminister skal besvare spørgsmål

I forbindelse med den kommende fartkontrolstrategi er justitsminister Morten Bødskov (S) blev kaldt i samråd i Folketingets Restudvalg torsdag d. 25. april kl. 14. Her skal han bl.a. redegøre for:

Hvordan ministeren vil sikre, at strategien ikke bare bliver en pengemaskine for staten, men reelt øger trafiksikkerheden?

Om ministeren er enig i, at regeringens offensiv med bemandede fotovogne reelt vil undergrave befolkningens respekt for politiet?

Hvor mange fartbøder der skal udskrives, for at regeringens budgetmål nås?

Samrådsspørgsmålene er stillet efter ønske fra medlemmer af udvalget Karsten Lauritzen (V), Karsten Nonbo (V) og Kristian Pihl Lorentzen (V).

Samrådet bliver vist live på Folketingets hjemmeside, hvor det også kan findes efterfølgende.