Ny Nissan Micra bliver atter europæisk

Når en helt ny Micra kommer i 2016, skal Renault producere bilen i Frankrig. Det giver mulighed for en mere europæiseret model.

Arbejderne på Renaults Flins-fabrik ved Paris skal fra 2016 også bygge Nissan Micra.
Nyt om biler

Renault har fået kontrakten på at bygge næste generation Nissan Micra, Det skal ske på Renaults store Flins-fabrik ved Paris, og dermed vender Nissans mindste model tilbage til Europa, når det gælder fremstillingen.

Den forrige og ret succesfulde Micra blev fremstillet på Nissans Sunderland-fabrik i England, men da den nuværende generation, kaldet K13, blev lanceret i 2010, skete det i en meget global version, der for Europas vedkommende bygges i Thailand.

Sælges i 160 lande

At bilen nu skulle falde i købernes smag i 160 lande, gjorde ikke noget godt for bilen, for ”global smag” finde stadig ikke, i hvert fald ikke blandt gængse mærker. Og Micra er næsten ens over hele verden.

At næste Micra skulle blive mere europæisk tilpasset, har Nissan intet sagt om, men det er i hvert fald en indbygget mulighed, når samlebåndet og underleverandører er i Europa. Nærheden giver også mulighed for at tilbyde flere - og relevante - udstyrsvarianter.

Renault forventer at skulle bygge 82.000 Micra årligt side om side med bl.a. Clio.

Renault-fabrikker mere konkurrencedygtige

At Renault nu kan sikre sig denne produktion fra sin alliancepartner, skyldes, at Renault i marts fik nye aftaler med sine ansatte. Da aftalerne stiller skærpede krav til medarbejdernes fleksibilitet og arbejdstid, er Renaults franske fabrikker blevet mere konkurrence dygtige.

Som modydelse lovede Renault at øge produktionen i Frankrig med 180.000 biler årligt til 710.000.

Nissan har for nylig besluttet, at en ny mellemklassebil som afløser for Almera/Tiida skal bygges på en Nissan-fabrik ved Barcelona.