Unge og ældre vælger små biler

Både studerende og pensionister har kastet deres kærlighed på mikro- og minibilerne. De lave priser på små biler giver samtidig flere danskere mulighed for at eje en bil, fortæller FDM.

De små billigbiler hitter hos danskerne. Både førstegangskøbere og ældre bilejere peger på at ville købe en lille bil.
Bilist

Småt er godt. Det mener både unge og ældre bilkøbere, der i stor stil peger på enten de helt små mikrobiler eller de lidt større minibiler som deres næste bilvalg.

FDM har på bagrund af tal fra Voxmeter analyseret danskernes forventede bilkøb, og det er mikrobiler som VW Up og Toyota Aygo samt minibiler som Peugeot 207 og Opel Corsa, der er i høj kurs.

Læs Motors test af mikrobiler her

– Det er specielt unge og ældre, der forventer at købe en af de små biler næste gang. 38 % af de studerende og hele 48 % af pensionisterne vil vælge småt næste gang. Det er mere end gennemsnittet for alle forbrugere, der er på 34 %, fortæller forbrugerøkonom hos FDM Allan Skytte Christensen.

Forskellige behov

Det er som bekendt ikke ofte, at de helt unge og de ældre forbrugere falder for samme produkter. Men når det kommer til bilvalget, flokkes de to grupper som de samme modeller – men af forskellige årsager.

– Især mikrobilerne, der fås til under 100.000 kr. fra nye, tiltaler de studerende, der ofte er førstegangskøbere. For pensionisternes vedkommende handler det derimod om, at behovene har ændret sig, så det kan betale sig at downsize, siger Allan Skytte Christensen.

Han peger også på, at de små biler tiltaler husstande uden børn. Her peger hele 43 % på, at de vil købe en af de mindre biler næste gang. Det gælder kun for 18 % af børnefamilierne.

Første bil er en mikro

Når Voxmeter har spurgt alle forbrugere, der ikke i forvejen har bil, hvilken type bil de vil vælge som primær bil, peger hele mere end hver anden på en mikro- eller minibil.

– De mindre biler ser altså ud til at være det naturlige valg for førstegangskøberen. Men meget tyder på, at de lave priser på de små biler også har givet mange mulighed for at anskaffe sig en bil nummer to i husstanden. Her har stigningen i følge Danmarks Statistik siden 2007 været hele 21 procent, fortæller Allan Skytte Christensen.

Læs mere om bilsalget i rekordåret 2012 her

2012 blev et rekordår for bilslaget, og det var især mikrobiler som VW Up, Toyota Aygo og Kia Picanto, der hittede. Udviklingen begyndte med en afgiftsomlægning i 2007 og er blevet accelereret af en regulær priskrig på de billigste modeller.

– Over 1,7 mio. danske familier fået bil til rådighed, og det er en stigning på 5 % siden 2007. Så der er ingen tvivl om, at de små, billige biler har gjort hverdagen lettere for mange, siger FDMs forbrugerøkonom.