50 år i fugleflugt

For præcis 50 år siden blev et af Danmarks helt store trafikprojekter officielt indviet: Fugleflugtslinjen mellem København og Hamborg. Den direkte vej- og jernbaneforbindelse står i jubilæumsåret over for omfattende fornyelse.

Færgen Kong Frederik IX indviede i 1963 Fugleflugtslinjen.
Trafik

Veje og broer er ikke så gode til at markere mærkedage for sig selv. Det går lidt bedre for færger, der har et rederi til at tale for sig. Så Scandlines har i dag, 14. maj, med et stort VIP-arrangement markeret, at færgeruten Rødby-Puttgarden blev taget i brug for 50 år siden.

Indvielsen i 1963 foregik da også i de nye færgehavne, men jubilæet gælder hele Fugleflugtslinjen, det vil sige også veje og broer. 

Kong Frederik IX indviede

Det var 14. maj 1963, at Kong Frederik den 9. og den tyske forbundspræsident Heinrich Lübke indviede den direkte vej mellem København og Hamborg. Ruten var så direkte, at den blev døbt Fugleflugtslinjen – til dels også fordi den følger en gængs rute for arktiske trækfugle.

Samtidig med færgeindvielsen blev Femernsundbroen på tysk side taget i brug.

Idé fra 1863

Ideen om Fugleflugtslinjen stammer fra 1863, hvor Holsten syd for Østersøen også var dansk. Men siden kom tre store krige på tværs.

Der skete først for alvor noget i 1920erne, og inden Anden Verdenskrig var der bygget bro over Storstrømmen og Guldborgsund. Efter krigen fik projektet ny aktualitet. Vejen nord for Rødby blev bygget som motorvej, som reelt er Danmarks ældste motorvejsprojekt.

Langsom færdiggørelse

Den gamle hovedvej A2 mellem Køge og Vordingborg - nu rute 151 - går på lange stræk i direkte fugleflugtslinje.
Den gamle hovedvej A2 mellem Køge og Vordingborg - nu rute 151 - går på lange stræk i direkte fugleflugtslinje.
Efter at Fugleflugtslinjen var færdig i 1963, fortsatte udbygningen af den oprindelige A2 til motorvej i snegletempo. Først i 2007 var der motorvej hele vejen på dansk side. Forinden var Farøbroerne indviet i 1985 som aflastning for Storstrømsbroen.

Netop nu, hvor forbindelsen fejrer 150 år som idé og 50 år som virkelighed, er der store planer for at opgradere ”fugleflugten”.

Kæmpe opgradering for fremtiden

Færgerne mellem Rødby og Puttgarden skal i 2021 erstattes – eller suppleres - af tunnel, verdens længste undersøiske motorvejs- og jernbanetunnel. Storstrømsbroen er så nedslidt, at der skal bygges en helt ny senest i 2021. Sydmotorvejen på Lolland skal ifølge en plan fra Vejdirektoratet udbygges med nødspor, have mere moderne til- og frakørsler og muligvis også rettes ud på de mest kurvede strækninger, og Køgebugtmotorvejen er ved at blive udvidet til otte spor på hele strækningen.

Endelig skal jernbanen Ringsted-Rødby Færge udbygges til dobbeltspor, have overhalingsspor og rettes ud, så persontog kan køre 200 km/t. Mellem Ringsted og København anlægges nu en helt ny, 250 km/t.-jernbane.